Ligsyn

Ligsyn er noget der udføres i forbindelse med et døden. Der skelnes mellem et almindeligt ligsyn og et retslægeligt eller medico-legalt ligsyn. Formålet med ligsynet er at at fastslå de sene sikre dødstegn, dødsmåde og dødsårsag samt at udfærdige en dødsattest.

Almindeligt ligsyn, der almindeligvis vil blive foretaget af en alment praktiserende læge (afdødes egen læge) eller den læge på et sygehus, der kender afdøde bedst

Retslægeligt eller medico-legalt ligsyn foretages af en retslæge – læge på vegne af Styrelsen for Patientsikkerhed eller retsmediciner eller en for tilfældet af politidirektøren/-mesteren udpeget anden læge – og en repræsentant for politidirektøren/-mesteren.

Lægen overvejer om dødsfaldet skal indberettes, før han foretager ligsynet!

Almindeligt ligsyn

Ifølge Sundhedslovens §178 skal et ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, foretages ligsyn af en af de læger, der her har deltaget i patientens behandling.

I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages af denne læge. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

Et almindeligt ligsyn kan foretages hvis dødsfaldet er ikke indberetningspligtigt, eller er afvist af politiet. Mindst et af de sene sikre dødstegn er til stede. Lægen må ikke være inhabil. Lægen skal kunne stå inde for afdødes identitet. Ved tvivlstilfælde spørg Styrelsen for Patientsikkerhed.

Retslægeligt ligsyn

Hvis dødsfaldet skal indberettes i henholds til Sundhedslovens §179, så skal der i henhold til §180 foretages et retslægeligt ligsyn.

Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:
1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken og politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden politimæssig interesse,
2) ved de dødsfald, der er nævnt i punkt 2, 3, 5 og 6 nedenunder, såfremt der mellem politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død,
3) ved de dødsfald, der er nævnt punkt 4 nedenunder, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed finder, at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, og
4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er antaget at kunne have politimæssig interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om naturlig død.

Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed i forening. Justitsministeren kan efter indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen meddele læger tilladelse til at deltage i retslægeligt ligsyn i Styrelsen for Patientsikkerheds sted. I påtrængende tilfælde kan en af politimesteren udpeget læge deltage. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.

Indberetning

Ifølge Sundhedslovens §179 skal den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet:
1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,
2) når en person findes død,
3) når døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af lægelige grunde,
4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring,
5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom,
6) når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller
7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.

Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning af den ledende læge.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *