Amenoré eller amenorrhoea er betegnelsen for manglende menstruation. Man inddeler det i primær og sekundær amenoré. Ved primær amenoré menes manglende menstruation efter 16 års alderen ved udvikling af normale sekundære kønskarakterer eller efter 14 års alderen uden udvikling af normale sekundære kønskarakterer. Ved sekundær amenoré menes mindst seks måneders manglende menstruation hos en kvinde i fertil alder, hvor graviditet er udelukket.
Amenoré kan skyldes forskellige ting, herunder defekt i uterus, vagina, ovariet, hypofysen, hypothalamus og andre endokrine organer. Det udredes ved gynækologerne. Udredning omfatter typisk en graviditetstest, gynækologisk undersøgelse, blodprøver og evt. kromosomanalyse og MRC.
Sidst opdateret 19. maj 2023