Marevan

Marevan eller Warfarin er en vitamin K antagonist der anvendes som AK-behandling. Warfarin virker ved at hæmme leverens syntese af koagulationsfaktorer.

  • Aktivt stof: Warfarin
  • Produktnavne: Marevan, Warfarin
  • ATC-kode: B01AA03
  • Lægemiddelgrupper: AK-behandling, Antitrombotika, VKA

Indikation & dosisforslag

Atrieflimmer:

  • Warfarin 2,5 mg x X indtil INR 2-3

Mekanisk hjerteklap:

  • Warfarin 2,5 mg x X indtil INR 2,5-3,5

Dosering

Patienter der behandles med Warfarin skal løbende have kontrolleret deres INR værdi, for at se om denne er i niveau. INR-værdien skal være mellem 2,5-3,5 ved mekaniske hjerteklapper og mellem 2-3 ved alle andre.

En Warfarin tablet indeholder 2,5 mg, og når Warfarin skal doseres sker det som udgangspunkt som en ugedosis, hvor tabletterne spredes ud over ugen. For eksempel vil 35 mg Warfarin kunne fordeles ud som 2 tabletter pr. dag. Warfarin har en krydskærv, men ikke til at dele dosis op, udelukkende til at gøre den nemmere at indtage.

Når Warfarin skal startes op giver man 2 tabletter dagligt i 5 dage. På 5. dagen måles INR, og så gives en vedligeholdelsesdosis på 1-4 tabletter. Hvis INR er under niveau skal der gives flere tabletter. Hvis INR er over niveau skal der gives færre tabletter. Effekten af Warfarin begynder efter 1-3 døgn, bliver maksimal efter 5-7 døgn og ophører 4-5 døgn efter seponering.

Hvis der startes nye lægemidler op, bør INR kontrolleres. Dette skyldes at mange lægemidler ændrer INR værdien. Det drejer sig blandt andet om antibiotika og NSAID.

Lav INR

Ved lav INR skal Warfarindosis øges. Evt. kan der bridges med Fragmin i terapeutiske doser.

Høj INR

Ved overdosering af Warfarin stiger INR værdien til høj niveau. Hvis INR>10 og der ikke er tegn på nogen blødning, skal man overveje at give Konakion. Vær opmærksom på at Konakion som udgangspunkt ikke må gives til patienter med mekaniske hjerteklapper, på grund af risikoen for blødning. Hvis man alligevel vælger at gøre dette, skal det gøres med forsigtighed og nøje kontrol af INR.

Det er derfor vigtigt at afklare om pt. bløder og om pt. har mekanisk klap. Herudover bør det overvejes hvilken medicin der har givet anledning til interaktioner. Se interaktionsdatabasen.

Bivirkninger

De mest almindelige bivirkninger til Warfarin behandling er blødningstendens og hypersensibilitet. Se i øvrigt også bivirkninger på Promedicin.

Referencer

  1. Marevan (Promedicin)
  2. Produktresume for Marevan
  3. Information om antikoagulansbehandling doseringsvejledning (IRF)

Sidst opdateret 21. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *