Betændelse eller inflammation er det levende vævs reaktion på en beskadigelse. Reaktionen har til formål at begrænse skaden, eliminere det skadelige agens og reparere vævet. Den inflammatoriske proces er således principielt nyttig, men forløbet er ikke altid problemfrit. Inflammatoriske
sygdomme kan inddeles i de infektiøse, som skyldes mikroorganismer, og de non-infektiøse, som skyldes andre irritamenter som fx traumer, kemiske stoffer og stråling. En særlig gruppe udgøres af de sygdomme, hvor organismens reaktion afviger fra det normale, fx pga. fejl i immunsystemets funktion.

Det er en betændelsestilstand i kroppen som ses hyppigt under sygdomme og er en del af immunforsvaret. Det er en essentiel beskyttelsesmekanisme der går ud på at lokalisere og eliminere trusler og at genoprette normal struktur og funktion. Man skelner mellem Akut inflammation og Kronisk inflammation.

Inflammation er en del af det inate immunforsvar.

Symptomerne på inflammation er:

• Calor (varme)
• Rubor (rødme)
• Hævelse
• Dolor (smerte)
• Functio laesa (tab af funktion)

Inflammation kan forårsages af mikroorganismer, iltmangel (iskæmi), traume, fremmedlegemer, forbrændinger, forfrysninger, cancer, autoimmune sygdomme og overfølsomhedsreaktioner. Inflammation er derfor betændelse – IKKE infektion.

Man skelner mellem labile celler, stabile celler og permanente celler. Eksempler på labile celler er epithelceller i hud og slimhinder og disse fornys hele tiden. Disse vil ved en inflammation ALTID føre til resolution. Eksempler på stabile celler er leverceller, nyretubuli, glat muskulatur og fibroblaster og disse fornys sjældent. Disse vil ved akut inflammation føre til resolution, men kronisk inflammation føre til arvævsdannelse. Eksempler på permanente celler er nerveceller og muskelceller, som aldrig fornys. Disse vil ved inflammation altid føre til arvævsdannelse.

Akut inflammation

Akut inflammation er et øjeblikkeligt hurtigt og kortvarigt indsættende respons på celle- eller vævs-beskadigelse. Forløbet er vævsbeskadigelse, ændret blodgennemstrømning, øget karpermeabilitet og en emigration af leukocytter. Det er en kompleks og velkoordineret reaktion der hovedsaligt foregår i mikrocirkulationen.

Eksempler på akut inflammation er nældefeber, forstuvelse og akne.

Ved inflammation sker der en exudat vandring af væske ud af karret. Det skyldes at inflammationen øger det interepithele rum hvilket gør at proteiner kan vandre ud af kapillærer, hvilket sænker det kolloidosmotiske tryk. Dette bringer væske med sig, hvilket fører til ødem og hævelse.

Symptomer på inflammation medieres af forskellige mediatorer:

• Vasodilation: Prostaglandiner, Histamin og NO
• Øget Karpermeabilitet: Histamin, Serotonin, C3a, C5a, Bradykinin, Leukotriener, PAF og Substans P
• Kemotaxi, Leukocytaktivering: TNF, Kemokiner, Cytokiner (IL-8), C3a, C5a og Leukotriener
• Feber: Prostaglandiner, IL-1 og TNF
• Smerte: Prostaglandiner og Bradykinin
• Vævsbeskadigelse: Lysosomale enzymer, NO og Frie radikaler

Den indtrængende bakterie stimulerer makrofagen eller fagocyteres af en makrofag. Dette aktiverer makrofagen til dannelse af de inflammatoriske cytokiner, TNFα, IL1og IL6. Desuden dannes chemokinet IL8. Cytokinerne (især TNFα og IL1) aktiverer endotelceller i mikroomgivelserne, som nu udtrykker celleadhæsionsmolekyler (CAM) som fx selektiner, som – via kulhydratligander på blodceller – ”fanger” de forbipasserende neutrofile granulocytter (og ligeledes monocytter, NK-celler, eosinofile og aktiverede T-lymfocytter), som nu ”trækkes ind” og via chemokin-gradient vandrer til inflammationsfokus. Interaktionen mellem selektin og kulhydratstrukturer på de passerende celler er relativ svag, men via chemokin (IL8), bundet til receptorer på endotelcellernes luminale flade induceres blodcellerne nu til at udtrykke andre CAM, de såkaldte integriner (først LFA-1, senere VLA-4), som interagerer med højere affinitet med strukturer på endotelcellerne (iCAM og vCAM), og cellerne kan nu fastholdes og vandrer ind i vævet fra karbanen. (Se senere under Celleadhæsionsmolekyler). Blodkarrene dilateres med øget blodtilstrømning, og plasma passerer ud mellem endotelcellerne og bevirker ødem. Den indtrængende bakterie vil også aktivere komplementsystemet, hvad der bl.a. bevirker at der kan dannes spatningsprodukter (C3a, C4a og C5a, kaldes anafylatoxiner), som aktiverer lokale mastceller til dannelse af vasoaktive aminer som histamin og dannelse af arakidonsyrederivater (prostaglandin, leukotriener) og dannelse af de inflammatoriske cytokiner, faktorer som tilsammen øger den inflammatoriske reaktion.

Inflammationen afsluttet ved at mediatorer brænder ud. Herudover dør Neutrofile granulocytter få timer efter de har forladt blodbanen. Inflammationen kan også stoppes af stopsignaler, såsom antiinflammatoriske substanser, IL-10, TGF-beta og nervesignaler.

Akut inflammation kan både foregå med og uden bindevævsdestruktion. Hvis det foregår uden bindevævsdestruktion sker der resolution, dvs. gendannelse af normal væv uden arvæv. Sker der derimod bindevævsdestruktion sker der opheling med granulationsvæv efterfulgt af arvævsdannelse. I huden består bindevævet af dermis og subcutis, hvorimod epidermis ikke er bindevæv. Derfor vil førstegradsforbrænding ikke føre til ardannelse.

Ved akut inflammation vil der ske resolution på labile celler og stabile celler, mens der dannes arvæv ved permanente celler.

Morfologiske typer

Akut inflammation kan inddeles efter hvilke væsker de udskiller i Serøs inflammation, Fibrinøs inflammation, Hæmorragisk inflammation og Suppurativ inflammation (Purulent inflammation).

Serøs inflammation

Ved serøs inflammation ses et tyndt, vandklart exudat. Det hedder serøs fordi det er serumlignende.

Fibrinøst inflammation

Ved fibrinøst inflammation ses et fibrinrigt exudat.

Hæmorragisk inflammation

Ved hæmorragisk inflammation ses et blodholdigt exudat.

Suppurativ/Purulent inflammation

Ved suppurativ/purulent inflammation ses inflammation med pusdannelse. Pus er en proteinrig væske med neutrofile granulocytter og døde celler. Man kan skelne mellem Abces der er lokaliseret i et nydannet hulrum, empyem der er lokaliseret i et eksisterende hulrum, flegmone der er diffust udspredt, furunkel der er lokaliseret i en hårfollikel og karbunkel der er en gruppe af furunkler.

Kronisk inflammation

Kronisk inflammation er en livslang eller langvarig inflammation, som ofte fører til vævsdestruktion og remodellering af væv. Man kan inddele det i uspecifik kronisk inflammation og specifik kronisk inflammation, afhængig af om der er særlige kendetegn. Et eksempel på specifik kronisk inflammation er granulomatøs inflammation.

Ved kronisk inflammation på stabile celler og permanente celler dannes der arvæv, mens der ved labile celler sker resolution.

Sidst opdateret 26. juni 2023