En nervecelle er en celle der udgør nervesystemet.

Nervecelletyper

Nervesystemet består af nerveceller kaldet neuroner og gliaceller. Det er neuronerne der har ansvaret for nervesystemets funktion, mens gliaceller er hjælpeceller.

Neuroner

En neuron består af et cellelegeme kaldet soma (perykaryon) og flere udløbere, heraf axoner som leder impulset fra et neuron til et andet eller en muskelcelle og dendritter som er korte udløbere som modtager signal fra andre neuroner. Hver neuron har kun et axon, men det er stærkt forgrenet så det kan påvirke mange andre nerveceller. Man kalder også en axongren for kollateral. Dendritterne har små spinae som udgør selve kontaktoverfladen med andre neuroner.

Neuroner er karakteriseret ved sin høje evne til at reagere på stimuli, kaldet et nerveimpuls, og til hurtigt at lede impulset gennem axonet over store afstande.

Kontaktstedet mellem neuroner kaldes for synapsen og den membran der kommer før synapsen kaldes den præsynaptiske membran, mens den membran der kommer efter synapsen kaldes den postsynaptiske membran. Et neuron overfører sit impuls fra et neuron til et andet ved at frigive en neurotransmitter fra den præsynaptiske membran som vandrer over synapsen og binder til en receptor på den postsynaptiske membran.

Nervevæv består af områder der er grå, kaldet grå substans, og områder der er hvide, kaldet hvid substans. Hvis substans består af axoner og gliaceller, men ingen somater (cellelegemer). Farven kommer af myelin. Grå substans indeholder dendritter og somater der er grå.

Man kan inddele neuroner i projektionsneuroner og interneuroner. Projektionsneuroner formidler signaler over lange afstande, mens interneuroner sørger for lokalt samarbejde mellem neuroner i en gruppe.

Mange axoner er omgivet af en myelinskede som er isolerende og øger ledningshastigheden i neuronet. Ledningshastigheden afhænger af både isolering (som sker ved myelinering) og tykkelse af axonet. Hvis ikke axoner var myelinerede ville axonerne skulle være meget tykke for at have samme ledningshastighed. Det er en udvikling der adskiller hvirveldyr fra ikke-hvirveldyr som ikke har myelinerede axoner. Derfor har blæksprutter f.eks. meget tykke neuroner for at kunne opretholde en høj ledningshastighed.

Kerner og ganglier

Neuroner der har ens forbindelser og egenskaber samles i gruppe der er funktionelle enheder og kaldes for en kerne eller nucleus i CNS eller ganglion i PNS.

Et bundt af axoner som forbinder to kerner i CNS kaldes for en bane eller tractus. Et bundt af axoner i PNS kaldes for en nerve eller nervus. Nerverne forbinder CNS med de perifære organer.

Divergens og konvergens

Divergens og konvergens er et grundlæggende træk ved neuronernes organisering. Divergens betyder at et neuron med sit axon og dets forgreninger påvirker mange andre neuroner, mens konvergens betyder at et neuron bliver påvirket af mange andre.

Celleskelet

Et neuron indeholder et celleskelet der består af neurofibriller og er afgørende for udformningen af dendritter og axoner og for transporten af stoffer i dem.

Polaritet

Man skelner mellem pseudopolare, bipolare og multipolare neuroner. Polaritet henviser til antallet af udløbere på neuronet. Pseudopolare neuroner har én udløber der deler sig i to – en der er en dendrit og en anden der er et axon. Bipolare har to udløbere, en axon og en dendrit. Multipolare har flere udløbere og det er denne type de fleste neuroner er.

Axonal transport

Axonal transport er transport af stoffer langs axonet. Man skelner mellem anterograd transport hvor neurotransmittere og byggestoffer transporteres fra soma til axonterminalen, samt retrograd transport hvor andre signalstoffer transporteres fra terminalen og tilbage til soma. Dette giver mulighed for tilbagemelding til cellelegemet om f.eks. om hvilken virkning neuronet har på muskelceller.

Synapser

Hvor på et neuron en synapse er placeret har betydning for dens virkning. Generelt kan man sige at jo nærmere axonets begyndelse synapsen sidder, jo stærkere er virkningen. På samme måde kan man også sige at jo længere ude på dendritten synapsen sidder, jo svagere er virkningen.

Man kalder de synapser der sidder på cellelegemet kaldes axosomatiske synapser, mens dem der sidder på dendritter kaldes axodendritiske synapser. Synapser der sidder mellem to axoner kaldes axoaxoniske synapser. Disse anvendes til at kontrollere aktiviteten i den enkelte nerveterminal, uden at påvirke de andre og derved øges også præcisionen i nervesystemet.

Gliaceller

Gliaceller er hjælpeceller der hjælper neuronerne. Dette er den celletype der findes flest af i nervesystemet. Der findes tre typer gliaceller: astrocytter, oligodendrocytter og mikrogliaceller. Gliaceller har små cellelegemer i forhold til neuroner.

Astrocytter

Astrocytter kaldes også astroglia og har talrige udløbere som holder kontakt med kapillærer og hjernens overflader. De er derfor vigtige for hjernens opretholdelse af homeostase. Dette gør de ved at kontrollere ionkoncentration og osmotisk tryk i hjernens extracellulærvæske. De er også vigtige for optagelse af neurotransmittere og for dannelsen af synapser.

Astrocytter har desuden også følgende funktioner:

• Forstærker blodhjernebarrieren ved at omgive kapilærerne i hjernen og være koblet sammen med gap junctions.
• Fjerner neurotransmittere fra den synaptiske kløft, f.eks. glutamat.
• Fjernelse af neuroaktive giftstoffer.

Oligodendrocytter

Oligodendrocytter isolerer axoner ved at danne en myelinskede omkring axonet, hvilket øger ledningshastigheden. Disse celler anvendes til at danne myelinskeder i CNS, hvorimod schwanske celler gør det i PNS.

Mikrogliaceller

Mikrogliaceller overvåger miljøet omkring neuronerne og fungerer også som hjernens makrofager. De aktiveres derved ved skade og inflammation.

Myelinskede

Schwanske celler og oligodendrocytter danner en myelinskede omkring axonet i henholdsvis PNS og CNS.

Umyelinerede nerver i PNS omgives også af schwanske celler – men uden at de danner myelin. Her er formålet at beskytte nerven mod skadelige stoffer fra vævsvæsken. Denne beskyttelse er ikke nødvendigt i CNS pga. blodhjernebarrieren.

Ranviersk indsnøring

I et længdesnit af axoner kan man se at myelinskeden er afbrudt af nogle indsnøringer, kaldet ranvierske indsnøringer. Disse indsnøringer er helt fri for myelin og dannes af at gliacellerne ligger helt tæt op af hinanden langs axonet. Her kan ionerne vandre gennem axonmembranen. Dette har afgørende betydning for hvordan nerveimpulsen ledes i myelinerede nerver.

Bindevæv

Perifære nerver er omgivet af bindevæv for at beskytte dem. Der findes 3 lag bindevæv: epineuriet, perineuriet og endoneuriet.

Epineuriet

Et yderst kraftigt bindevævslag der omgiver fascikler.

Perineuriet

Axonerne i perifere nerver er ordnet i fascikler der er omgivet af perineuriet. Perineuriet indeholder udover kollagene fibriller også celler der er bundet tæt sammen af zonula occludens og udgør en blodnervebarriere.

Endoneuriet

Imellem axonerne i de perifære nerver findes endoneuriet som også indeholder kapillærer.

Nervetransmission

Nervetransmission er den proces hvormed en impuls overføres mellem neuroner. Den elektriske impuls overføres ikke direkte, men i stedet ved frigørelsen af neurotransmittere over synapsen. Neurotransmitterne er lagret i synaptiske vesikler i nerveterminalen.

Man siger at neuronet er excitabelt, fordi de ved særlige påvirkninger kan danne et aktionspotentiale. Dette ledes i axonet og formidler information mellem nerveceller samt mellem nerveceller og andre celler i kroppen. Det opstår ved en kortvarig strøm af ioner gennem cellemembranen i ionkanaler. Forudsætningen for denne ionstrøm er at der er en spændingsforskel mellem yder- og indersiden af membranen, kaldet et membranpotentiale.

Sidst opdateret 19. maj 2023