Bath ankylosing spondylitis metrology index

Bath ankylosing spondylitis metrology index (BASMI) er en scoring der udføres ved mistanke om inflammatorisk sygdom i rygsøjlen. Det er en måling af thorax ekskursion og palpation af claviculærled.

Halssøjlen

Ekstensionsevne måles som afstand øregang til væg: patienten står med hæle og glutealregioner mod væg, knæene strakt, skuldrene tilbage og hovedet ført så langt bagud som muligt, idet hagen holdes ned. Afstand fra øregang til væg angives i cm. Normal < 15 cm. Rotationsevne måles med patienten liggende og maksimal rotation til højre og venstre. Gradantal på rotationen angives. Normal > 70 grader.

Lændesøjlen

Lumbal fleksion måles som modificeret Schober index: 15 cm markeres på huden udmålt med et punkt 5 cm under og et punkt 10 cm over linien mellem spina iliaca posterior superiores. Patienten bøjer sig herefter maksimalt fremover uden at bøje i hofter og knæ, og afstanden mellem de to punkter måles. Afvigelsen fra 15 cm angives som bevægeligheden, normal > 4cm. Lumbal side fleksion måles med patienten i stående stilling med strakte knæ evt. op mod en væg for at undgå for- eller bagudbøjning. Ved sidebøjning måles i cm bevægelsen af fingerspids på begge sider, gennemsnittet er normalt > 10 cm.

Intermalleolær afstand er udtryk for bevægelighed i hofter og bækken. Afstanden måles på patient i liggende stilling med maksimalt adskilte ben, ekstenderede knæ og fødder pegende vertikalt. Afstand mellem mediale malleoler angives i cm, normal > 100 cm.

Thoraxekskursion

Bevægelighed i brystsøjlen måles som forskel i omfang på niveau med processus xiphoideus målt ved maksimal inspiration og eksspiration. Normal > 5 cm.

Sternoclavikulær- og acromioclavikulærled

Antal hævede og ømme ved palpation angives.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *