Facetartrose er betegnelsen for artrose i et facetled. Er der artrose i flere segmenter kaldes det for spondyl-artrose.
Facetartrose er som oftest en følgetilstand til discusdegeneration.
Forekomst
Det ses med tiltagende alder hos størstedelen af alle over 70 – som en radiologisk forandring. Hvor ofte facetartrose fremkalder smerter vides ikke.
Ætiologi
Facetartrose ses stort set kun, hvis discus i samme segment er degenereret. Det er derfor, man kan kalde facetartrose for discus-relateret smerte. Det hænger sammen med, at facetleddene kan fejlbelastes, hvis stabiliteten i discus er nedsat.
Uden samtidig discusdegeneration kan facetartrose i enkelte tilfælde ses i efterforløbet af en intraartikulær fraktur. Endvidere i tilfælde af unormal facetledsanatomi, såkaldt facettropisme.
Patogenese
Facetartrosen er den af smerteårsagerne i dette led, der er bedst af klaret, og adskiller sig ikke fra artrose andre steder i kroppen. Rygsmerte vil dominere over evt. bensmerter. En forskel fra artrose andre steder er imidlertid, at pladsforholdene er sparsomme, hvorfor svær osteofytdannelse kan give nerverodspåvirkning – primært som iskæmi, sekundært som kompression på en lettere nekrotisk nerverod. Dette fænomen betegnes reces-stenose, hvor bensmerter – som regel radikulært udbredte – dominerer over rygmerterne, ligesom det er tilfældet ved prolaps.
Sidst opdateret 19. maj 2023