Reflekser er et respons på et stimulus som er formidlet af nervesystemet og optræder uafhængigt af viljen.
Refleksbuerne går fra en receptor til et afferent neuron, til et reflekscentrum, til en efferent neuron og et effektororgan. En refleksbue består af:
- En receptor der registrerer et stimuli om laver et aktionspotentiale.
- Et afferent led (primær sensorisk neuron) der leder signalet ind i CNS.
- Et reflekscentrum hvor stimulus kobles sammen med andre stimuli og kan blive genstand for hæmning og forstærkning.
- Et efferent led som leder signalet til det organ hvor responset sker.
- En effektor der kan være skeletmuskler, hjertemuskler, glatte muskler og kirtler.
Reflekser med reflekscentrum i rygmarven kaldes spinale reflekser. Hjernestammereflekser har reflekscentrum i hjernestammen og ved kortikale reflekser går refleksbuen via cortex cerebri.
Reflekstiden er tiden fra det ydre stimulus til kroppens respons og er ca. 60-100 ms.
Følgende egenskaber har receptorer:
- Reflekser er stereotype – det samme stimulus giver samme respons. Ved øget stimulus kommer der øget respons.
- Reflekser er medfødte – de skal ikke indlæres.
- En refleks kan ikke udløses på kommando, men nogle (f.eks. tømningsrefleksen) kan undertrykkes viljemæssigt.
Reflekser kan gradueres på en skala fra 0 til 4.
Grad | Beskrivelse |
---|---|
0 | Ingen respons |
1 | Svækket |
2 | Normal refleks |
3 | Livligere end normal |
4 | Hyperaktive med udvidede refleksogene zoner |
Sidst opdateret 24. juni 2023