Clostridium tetani (C. tetani) er en obligat anaerob bakterie (Bakterien kræver anaerob atmosfære med 2-10 % kuldioxid) der kan give tetanus (stivkrampe). Der ses verden over mere end 1 million tilfælde årligt – især i udviklingslande hvor det ofte er tale om neonatal tetanus. I vesten ses det meget sjældent og rammer mest ældre mennesker og narkomaner. Der kommer i Danmark ca. 0-3 tilfælde om året.
Man vaccinerer mod tetanus i børnevaccinationsprogrammet ved 3, 5 og 12 måneder samt 5 års alderen. Vaccinen virker i 20 år og booster i 10 år.
Behandling vil ofte mod krampe være benzodiazepin eller en neuromuskulær blokade. Herudover med Humant tetanus immunoglobulin (H-TIG) eller antibiotika Metronidazol.
C. tetani er sporedannende og grampositiv.
Symptomer
C. tetani er årsag til tetanus, også kaldet stivkrampe. For at tillade vækst af C. tetani i et sår skal sårmiljøet være anaerobt. Af disponerende faktorer kan nævnes dårlig blodtilførsel, hæmatomer, nekrotisk væv, co-infektion med iltforbrugende bakterier og fremmedlegemer.
Tetanus neonatorium ses stadig hos nyfødte i u-landene, hvor bakterien inficerer navlesnorsstumpen. Selve bakterien er ikke invasiv, men
forbliver lokaliseret i selve såret, hvor den producerer sit exotoksin, tetanospasmin tilhørende toksingruppe D, der ved retrograd axonal transport føres til CNS. Her blokeres den postsynaptiske inhibition af motorneuronerne, og dette medfører muskelrigiditet, kramper og hyperrefleksi. Inkubationstiden varer fra nogle dage til adskillige uger. Undertiden starter det med hovedpine, sløjhed og trækninger i de
muskelgrupper, som ligger nærmest det inficerede sår. Senere ses kontraktioner af ansigtets muskler, specielt kæben, så munden ikke kan åbnes. Herefter kan rigiditeten gribe over på flere og flere af kroppens muskler. Særligt alvorligt bliver det, hvis respirationsmuskulaturen involveres. Det fuldt udviklede sygdomsbillede er også karakteriseret af smertefulde krampeanfald, der kan udløses af selv små stimuli, mens patienten er ved fuld bevidsthed. Dødeligheden er ubehandlet op til 60 %.
Diagnose
Anaerob dyrkning af materiale fra sår er højst positiv i 40 % af tilfældene. Diagnosen stilles ud fra anamnese og den karakteristiske klinik.
Behandling
En patient med stivkrampe behandles symptomatisk med antikonvulsiva, sedering, kunstig ventilation og injektion af antitoksin til neutralisering af frit exotoksin. Herudover er omhyggelig sårrevidering med fjernelse af nekrotisk væv vigtig. Som antibiotisk behandling anvendes penicillin.
Profylakse
Børn vaccineres efter 3, 5 og 12 måneder og igen i 5-års-alderen med renset tetanustoksoid og er herefter beskyttet, til de er mindst 20 år. Der bør herefter revaccineres, boostes, med 10 års mellemrum. Den forebyggende behandling, hvor sår mistænkes for forurening med C. tetani, kan desuden bestå i indgift af antitoksin, og hvis der ikke med sikkerhed er dækning af tidligere vaccination. Man er dog ret large med indgift af antitoksin, og specielt ved store traumer er det rutine, uagtet eventuel vaccinationsstatus. Antitoksinet er et humant immunoglobulin,
der neutraliserer eventuelt exotoksin. Egentlig vaccination kan foretages samtidigt.
Clostridium tetani destrueres ikke ved kogning i 15 minutter.
Typer
Man skelner mellem lokal tetanus, cephal tetanus, neonatal tetanus og generaliseret tetanus.
Lokal tetanus
Ved lokal tetanus ses stivhed af muskler nær inokulationsstedet (podningsstedet). Det skyldes formentlig immunitet og er formentlig en forløber til generaliseret tetanus.
Generaliseret tetanus
Man kan få spasmer i abdominalmuskulatur og generaliserede kramper. Herudover autonom dysfunktion som en overaktivitet af sympaticus, hypertension og hjertesvigt.
Cephal tetanus
Her rammes kranienervemuskulatur lokalt. Disse har en dårlig prognose.
Neonatal tetanus
Sker ofte ved infektion af navlestumpen og kan skyldes dårlig hygiejne eller dårlig immunitet fra moderen. Mortaliteten er over 90%, idet man ser apnø og sepsis.
Sidst opdateret 19. maj 2023