Carcinogen effekt

En carcinogen effekt siges at være til stede, hvis der hos forsøgsdyr observeres:

  • Øget hyppighed af en eller flere typer af tumorer, der også forekommer hos kontroldyr
  • Udvikling af tumorer, som ikke ses hos kontroldyr
  • Forekomst af tumor tidligere hos testdyr end i kontroldyr
  • Øget antal af tumorer hos enkelte dyr sammenlignet med kontroldyr.

Der anvendes oftest rotter til vurdering af carcinogen effekt. Man står imidlertid over for nogle alvorlige problemer ved tilrettelæggelse af forsøgsdesign. Da sandsynligheden for opståen af tumorer er faldende med dosis, vil undersøgelse på et niveau, der svarer til et for mennesker realistisk niveau, kræve et urimelig stort antal forsøgsdyr. For at kunne foretage undersøgelsen på økonomisk forsvarlig måde må man derfor anvende høje doseringsniveauer.

Man anvender ofte maximal tolereret dosis (MTD) til den højest doserede gruppe. Denne er estimeret ved korttidsforsøg og defineres som den dosis, der

  • ikke forårsager mere end 10% lavere kropsvægt hos testdyr sammenlignet med kontroldyr
  • ikke forårsager død eller giver anledning til kliniske symptomer på intoksikation eller patologiske forandringer, der vil forkorte dyrenes livslængde.

Den laveste dosis i forsøget kan være 1/10 af MTD, og den midterste ofte 1/3. Doseringen er livslang, og der anvendes ofte 50 dyr af hvert køn på hvert doseringsniveau. Forsøgene er således kostbare og tidsrøvende, samtidig med at tolkningen af resultaterne indebærer alvorlige usikkerhedsmomenter vedrørende ekstrapolation til lavt doseringsområde.

Screeningstests

Da behovet for at teste kemiske stoffer er betydelig større end den praktiske mulighed for at gennemføre dyreforsøg, er der i løbet af de seneste år udviklet en række hurtige screeningstests for mutagen effekt/carcinogen effekt.

Skønt ikke alle mutagener er carcinogene eller vice versa er sammenhængen mellem disse to effekter dog så tæt, at mutagenicitetstests ofte anvendes som en hurtig screening af kemikalier for deres potentielle egenskaber som carcinogener. For at øge sikkerheden af in vitro tests foretages som regel en række forskellige tests på samme stof, f.eks.

  • bakterie mutagenese (f.eks. Ames test)
  • mutagenese i pattedyrceller
  • DNA-repair
  • kromosomskade
  • celletransformationer.

In vitro tests kan anvendes til at prioritere, således at man koncentrerer ressourcer, tid og økonomi på de stoffer, der i screeningstests har vist sig at være potentielt carcinogene.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *