Dette er anden artikel i mit EKG begynderkursus. Gik du glip af første artikel, hvor hjertets anatomi og fysiologi kort blev gennemgået, kan du finde det her. Ellers vil vi i denne artikel introducere til hvad et EKG er og vi vil gennemgå det normale EKG. 

I sidste artikel kiggede vi på hvordan den elektriske impuls udbredte sig i den enkelte myocyt, ved depolarisering og efterfølgende repolarisering. Vi så også på hvordan denne impuls kunne sprede sig fra impuls til impuls og udbrede sig over hele hjertet.

Denne impuls breder sig ikke kun i hjertet, men også ud til andre naboceller i naboorganer – hele vejen ud til huden. Det betyder man kan måle disse impulser ved at sætte nogle elektroder på huden. Og det er nøjagtig hvad man gør, når man registrerer et elektrokardiogram – også kaldet et EKG.

Standardafledninger

Man kan sætte elektroder på mange måder og dermed måle hvordan den elektriske impuls udbreder sig i hjertet. Der er defineret i alt 12 standardafledninger: 3 bipolære afledninger (I, II og III), 3 ekstremitetsafledninger (aVF, aVR, aVL) og 6 unipolære afledninger (V1, V2, V3, V4, V5 og V6).

For at måle disse 12 afledninger, skal der placeres 10 elektroder på kroppen.

• V1 placeres i 4. interkostalrum, lige til højre for sternum.
• V2 placeres i 4. interkostalrum, lige til venstre for sternum.
• V3 placeres over costa 5, midt mellem V2 og V4.
• V4 placeres i 5. interkostalrum i midtre claviculærlinie lige under venstre mamma.
• V5 placeres i 5. interkostalrum i forreste aksillærlinie.
• V6 placeres i 5. interkostalrum i midterste aksillærlinie.
• Rød elektrode placeres på højre håndled.
• Gul elektrode placeres på venstre håndled.
• Grøn elektrode placeres på venstre fod.
• Sort elektrode placeres på højre fod.

Bemærk i øvrigt at elektroderne kan placeres hvor som helst på ekstremiteterne da de fungerer som forlængere af det elektriske signal.

Dette er standardafledninger – men der findes mange andre afledninger der også af og til bliver brugt.

Einthovens trekant

For adledningerne I, II, III, aVF, aVL og aVR kan fortegnene i et EKG bedst forstås ved at kigge på Einthovens trekant. Dette er en imaginær trekant med hjørnerne i de to arme og den ene fod.

Nu skal man så forestille sig at de enkelte afledninger er en vektorpil. De bipolære afledninger I, II og III er en vektorpil på hver side af en trekant, mens de tre ektremitetsafledninger er vektorpile fra centrum og ud i et hjørne.

En vektor er symboliseret ved en pil, fordi den består både af en størrelse og en retning. Retningen af pilen er det der har betydning for hvilket fortegn i EKG’et som et signal giver, mens størrelsen har noget at sige med hvor meget et signal slår ud.

Hvis den elektriske impuls udbreder sig langs pilens retning, vil man få et positivt udslag på EKG’et. Udbreder den sig mod pilens retning, vil man få et negativt udslag.

Hvis den elektriske impuls ikke udbreder sig parallelt med pilen, så er det projektionen af signalet langs pilen der har betydning for størrelsen af signalet. Hvis man f.eks. forestiller sig at den elektriske impuls udbreder sig langs a-vektoren nedenunder – men den afledning vi kigger på er b-vektoren – så vil det der reelt vises på EKG svare til projektionen af a-vektor på b-vektoren – her kaldet a1-vektoren.

Bemærk i øvrigt, at signalet altså er positivt når en depolarisering udbreder sig langs pilen og negativ når den udbreder sig modsat pilen. Men en repolarisering vil være negativ når den udbreder sig langs pilen og positiv når den udbreder sig mod pilen.

Akserne

Det er vigtigt at lære akserne at kende. Når man skal huske dem kan man starte med at tegne afledning I og afledning aVF. Disse står vinkelret på hinanden, så aVF vender nedad mod fødderne.

Herudover skal man blot huske at II ligger lige efter I og så må III ligge længere henne, dvs. efter aVF. Tilbage er kun aVR og aVL og de tegnes så aVR ligger til venstre og aVL ligger til højre.

Når man tegner akserne på denne måde, så vender pilen altid udad. Og så er det nemmere at konvertere dem til Einhovens trekant, så pilene vender den korrekte vej.

Det normale EKG

Resultatet er altså en graf der viser hvordan den elektriske impuls udbreder sig langs den afledning vi kigger på. Nedenunder ses et normalt EKG for afledning II:

Her kan man se en masse udslag fra basislinjen. Et positivt udslag betød altså enten at en depolarisering udbreder sig langs afledningen eller en repolarisering modsat afledningen. Et negativt udslag betød at en depolarisering udbreder sig modsat afledningen eller en repolarisering langs afledningen.

For hvert hjerteslag er der nogle karakteristiske udslag man kan kigge efter.

• P-takken – repræsenterer depolarisering af atrierne.
• QRS-komplekset – repræsenterer depolarisering af ventriklerne (og repolarisering af atrierne).
• T-takken – repræsenterer repolarisering af ventriklerne.

De enkelte udslag kan karakteriseres på flere måder, herunder størrelsen af dem, bredden af dem, afstanden til andre udslag osv.

EKG skrives ofte ud på et papir med papirhastigheden 25 mm/sekund. Det betyder de store firkanter (5 mm) repræsenterer 0,2 sekunder, mens de små firkanter (1 mm) repræsenterer 0,04 sekunder. Sensitiviteten er, så 2 store firkanter (10 mm) svarer til 1 mV.

Herudover vil et normalt EKG typisk have følgende karakteristika for de enkelte udslag:

• P er under 0,1 sekunder = 2,5 små firkanter
• |PQ| er 0,12-0,20 sekunder = 3-5 små firkanter
• QRS er under 0,12 sekunder = 3 små firkanter
• |QT| er under 0,44 sekunder = 11 små firkanter

U-tak

Sommetider ser man en U-tak der kommer efter T-takken. Denne viser repolariseringen af purkinjefibre eller ventrikulære fibre. Det er helt normalt, men ses oftest ikke på et EKG. En U-tak har følgende karakteristika:

• Kommer efter T-takken.
• Meget rund og vender opad.

Hvis man har en meget tydelig U-tak, kan dette være tegn på hypercalcæmi, hypokalæmi eller digoxin forgiftning.

Find næste afsnit i denne EKG begynderguide her.

Sidst opdateret 31. maj 2023