Broken heart syndrom er en hjertekarsygdom hvor hjertemuskulaturen kortvarigt bliver svækket. Den er en reversibel, non-iskæmisk form for kardiomyopati, der er karakteriseret ved dysfunktion af venstre ventrikel og oppustning af venstre ventrikels apex ved systole.
Forekomst
Sygdommen ses primært hos postmenopausale kvinder og er ofte associeret med emotionel eller psykisk stress, såsom en skilsmisse eller et dødsfald.
Ætiologi
Den præcise årsag er ukendt, men man ved at forhøjet niveau af katekolaminer (adrenalin og noradrenalin) og hyperaktivitet af sympatikus er en bidragende faktor. Man er lidt i tvivl om effekten af katekolaminerne foregår direkte på hjertemuskulaturen eller på koronararterierne.
Diagnose
Patienterne med Broken Heart Syndrom har brystsmerter og EKG viser ST-elevation eller T-tak der ligner T-takker ved AKS, men uden evidens på obstruktiv koronarsygdom fra en angiografi.
Prognose
Prognosen er generel god, men der er set komplikationer i form af kardiogent shock, lungeødem, ventrikulær takykardi, apikal trombusdannelse og hjertedød.
Historie
Diagnosen Broken Heart Syndrom blev første gang beskrevet i Japan i 1990. Diagnosen blev anerkendt af American Heart Association i 2006.
Synonymer
- Takotsubo cardiomyopati
- Transient apical ballooning syndrom
- Apical ballooning cardiomyopati
- Stress-induced cardiomyopati
- Gebrochenes-Herz-Syndrom
- Stress cardiomyopati
- TCM
Sidst opdateret 19. maj 2023