Protonpumpehæmmere er en gruppe af lægemidler der hæmmer syrepumperne i mavesækken, og anvendes til behandling af mavesår.
- Esomeprazol
- Lansoprazol
- Omeprazol
- Pantoprazol
- Rabeprazol
Indikation
- Behandling med ASA/NSAID ved tidligere ulcuskomplikation (perforation eller blødning).
- Behndling med ASA/NSAID ved minimum 2 risikofaktorer: 1) Alder > 65 år, 2) højdosis NSAID (>1 DDD), 3) tidligere ukompliceret ulcus, 4) samtidig AK-behandling eller pladehæmmer, systemisk steroid eller SSRI, 5) comorbiditet som fx. diabetes, hjertekarsygdom, svær arthritis rheumatoides.
- Svær gastroøsofageal reflukssygdom
Bivirkninger
- PPI kan give øget risiko for infektioner, herunder pneumonier og clostridium difficile infektioner.
- PPI kan give hyponatriæmi, hypomagnesiæmi og mangel på B12 vitamin.
- PPI kan muligvis give øget risiko for frakturer [1].
- Pt. der får PPI har øget dødelighed af hjertekar- og nyresygdomme sammenlignet med pt. der får H2 blokkere, men forskellen kan skyldes at de har andre risikofaktorer for disse sygdomme [2].
- I sjældne tilfælde kan PPI give interstitiel nefrit. Her ses stigende kreatinin og eosinofili.
Se flere bivirkninger på Promedicin.
Seponering
- Seponeres ved funktionel dyspepsi, dvs. symptomer uden organisk forklaring.
- Seponeres ved ukompliceret ulcus, dvs. ingen blødning eller perforation, når behandlingen har varet 4-8 uger.
- Seponeres ved ophør af ulcerogene lægemidler som NSAID, ASA og SSRI hvor PPI er givet som ulcusprofylakse.
- Kan seponeres brat eller ved udtrapning, hvor dosis halveres hver 4. uge.
- Efter behandling i mere end 8 uger kan der forekomme øget syresekretion (rebound). I disse tilfælde kan der anvendes syreneutraliserende midler p.n. i en periode.
Værd at vide
- Der har været rejst mistanke om øget risiko for bl.a. osteoporotiske frakturer og pneumoni blandt PPI-brugere. Det drejer sig dog primært om mindre forøgelse af risici fundet i observationelle studier, hvor en kausal sammenhæng ikke kan demonstreres. Den øgede risiko kan muligvis forklares af andre faktorer (confounding). Blandt andet er det
vist, at PPI-brugere har en mere usund livsstil og højere grad af comorbiditet sammenlignet med ikke-PPI-brugere.
Referencer
- Behandling med protonpumpehæmmere − forbrugsmønstre, indikationer og behandlingsvarighed (IRF)
- Syrepumpehæmmere og mortalitet (Ugeskriftet)
Sidst opdateret 22. maj 2023