Aspirationspneumoni er en pneumoni der opstår ved aspiration.
Se også pneumoni og aspirationspneumonitis.
Ætiologi
- Bakterier: Bakteriologiske fund ved aspirationspneumoni er ofte grampositive kokker, gramnegative stave og sjældent anaerobe bakterier [1].
- Ved aspirationspneumoni erhvervet uden for hospital, dominerer Streptococcus pneumoniae, Staphylococcus aureus, Haemophilus influenzae og Enterobacteriaceae, hvorimod Gram-negative bakterier inklusiv Pseudomonas aeruginosa dominerer ved aspirationspneumoni erhvervet på hospital [1].
- Gram-negative bakterier (Pseudomonas aeruginosa, Klebsiella pneumoniae, Escherichia coli) og Staphylococcus aureus findes ofte hos patienter med aspirationspneumoni erhvervet på hospitaler og plejehjem [1].
- Ældre undersøgelser finder hovedsageligt anaerobe organismer (peptostreptokokker, peptococci, Fusobacterium, Prevotella, Bacteroides), mens nyere undersøgelse hyppigere finder aerobe organismer (Streptococcus pneumoniae, Haemophilus influenzae, Staphylococcus aureus, Enterobacteriaceae). Ældre undersøgelse anvendte transtrakeal prøvetagning hvor de udtagne prøver forurenes let. Nyere undersøgelser anvender derimod beskyttede pensler (protected brush specimen) til at indsamle prøver fra nedre luftveje [1].
- Hyppigst sker aspiration af orofaryngealt sekret og sjældnere ventrikelsekret [1].
- Risikofaktorer: Høj alder, Apoplexi, Bevidsthedspåvirkning (GCS<9), Kramper, Dårlig mundhygiejne, Gastroøsophageal reflukssygdom [1].
Diagnose & udredning
- Diagnose: Som bakteriel pneumoni, men ofte i relation til opkast eller dysfagi. Aspiration er ofte okkult, dvs. hvor man ikke har observeret aspiration. Der er tegn til infektion.
- Lungeskade efter aspiration, men uden tegn til infektion, kaldes for aspirationspneumonitis. Her ses også infiltrat på rtg. thorax [1].
- Symptomer: Takypnoe, hoste, symptomer på pneumoni.
- Rtg. thorax: Viser ofte infiltrat i hø. mellemlap eller underlap.
- Der bør tages ekspektorat D+R eller trachealsekret D+R mhp. at fastlægge ætiologi.
Behandling
- I nogle instrukser anbefales Benzylpenicillin alene, da det også skulle virke på aspirationspneumoni [2,3,9,12]. De fleste instrukser anbefaler dog at tillægge Metronidazol [11]. Førstevalg er derfor Benzylpenicillin + evt. Metronidazol. Alternativt kan vælges Tazocin, men her skal ikke tillægges Metronidazol.
- Ved penicillinallergi vælges Cefuroxim +Metronidazol [2].
- Andre instrukser anbefaler som førstevalg Cefuroxim + Metronidazol [4], Tazocin [5,7], Clarithromycin [5], Roxithromycin [5], Klindamycin [7].
- Hvis man ikke klinisk kan skelne mellem aspirationspneumonitis og aspirationspneumoni, tages dyrkninger fra og startes op i antibiotika. Senest 2 dage efter revurderes og hvis ikke feber, stigende infektionstal eller positiv mikrobiologi kan antibiotika stoppes [1].
- Behandlingsvarighed er typisk 6-7 dage.
- Når der skal skiftes til peroral behandling kan overvejes at anvende Bioclavid eller Amoxicillin + Metronidazol [11].
Værd at vide
- Hvorvidt man skal anvende Metronidazol initielt ved aspirationspneumoni er omdiskuteret, da anaerobe bakterier formentlig ikke er så patologiske, de fleste får klinisk bedring på Benzylpenicillin og Metronidazol har bivirkninger [10].
Referencer
- National guideline vedrørende pulmonale aspirationssyndromer (DASAIM)
- Antibiotikainstruks Region Syddanmark
- Aspirationspneumoni (Region Värmland)
- Antibiotikainstruks Region Midt
- Antibiotikainstruks region Sjælland
- Antibiotikainstruks region Nord
- Aspirationspneumoni (Promedicin)
- Aspirationspneumoni (Janusinfo)
- Pneumoni, aspirasjonspneumoni (Helsedirektoratet)
- Jason C Kwong, Benjamin P Howden and Patrick G P Charles. New aspirations: the debate on aspiration pneumonia treatment guidelines. Med J Aust 2011; 195 (7): 380-381. || doi: 10.5694/mja11.10298.
- Aspiration pneumonia in adults (UpToDate)
- Akut internmedicin – Behandlingsprogram 2019
Sidst opdateret 22. maj 2023