Antiarytmika er lægemidler til behandling af arytmi. Antiarrytmika kan inddeles efter hvilke ion-kanaler eller receptorer, de påvirker, samt efter deres påvirkning af aktionspotentialets længde. Formålet med antiarrytmisk behandling er at bedre funktion og prognose, ikke EKG-sminke. Jvf proarrytmisk effekt.

Anvendelsen af antiarytmika har tre formål:

1. Afbryde en arytmi
2. Regulere en vedvarende arytmi
3. Forhindre recidiv af en arytmi

Virkningsmekanisme

Antiarytmika inddeles i:

• Na-kanal blokade
• Beta-receptor blokade
• K-kanal blokade
• Ca-kanal blokade

Klasseinddeling

De inddeles også i en lang række klasser:

• Klasse Ia
  • Kinidin, disopyramid
• Klasse Ib
  • Lidokain, mexiletin
• Klasse Ic
  • Flekainid, propafenon
• Klasse II
  • Betablokkere (f.eks. metoprolol)
• Klasse III
  • Amiodaron, sotalol
• Klasse IV
  • Calciumkanalblokkere (verapamil)

Læs mere om Vaughan Williams klassifikation

Bivirkninger

• Negativ inotropi (specielt disopyramid, II, IV)
• Bradykardi og blok (specielt II, IV)
• Øget overledning i AV-knuden (1:1 overledning af atrieflagren, kinidin, flecainid)
• Proarytmi (Ia, Ic og sotalol, sjældnere Ib og amiodaron, evt. forudgået af øget QRS-bredde eller QT-forlængelse)
• Ekstrakardielle bivirkninger

Det anbefales ikke at kombinere lægemidler der forlænger QT-intervallet. Kombiner aldrig calcium-kanal blokkere og betablokkere.

Sidst opdateret 19. maj 2023