Det autonome nervesystem (ANS) er den del af nervesystemet der er den ufrivillige del, dvs. som vi ikke selv har kontrol over. Det kan yderligere underinddeles i en sympatisk del (sympatikus), en parasympatisk del (parasympatikus) og det enteriske nervesystem (ENS).

ANS involverer både centralnervesystemet (CNS) og det perifære nervesystem (PNS). CNS er hjernen, hjernestammen og rygmarven, mens PNS er resten.

De autonome efferente veje består af to koblede neuroner kaldet det præganglionære neuron og det postganglionære neuron.

Hele nervesystemet anvender forskellige neurotransmittere til at overføre signaler. I ANS er de vigtigste acetylcholin, noradrenalin og adrenalin. ANS i den perifære del af nervesystemet består udover nerver også af plexer og ganglier. I den parasympatiske del går der præganglionære efferente nerver der danner synapse nær effektororganet og sender postganglionære efferente nerver til organet. Hele denne del anvender acetylcholin som nervetransmitter. I den sympatiske del anvendes acetylcholin som transmitter mellem den præ- og postganglionære synapse, mens adrenalin eller noradrenalin anvendes nær effektororganet.

ANS forsyner alle innerverede organer undtagen tværstribet skeletmuskulatur, der er innerveret af somatiske nerver.

Sympaticus

De mellemliggende synapser for sympaticus (synaps mellem præganglionære efferente og postganglionære efferente fibre) findes for sympaticus i autonome ganglier lige uden for CNS, hovedsaligt i truncus sympaticus. De postganglionære sympatiske fibres cellelegemer ligger i truncus sympaticus. De præganglionære sympatiske fibres cellelegemer ligger i lateralhornet i rygmarven i segment T1-L2.

De sympatiske efferente fibre ned til binyremarven er lidt specielt. Her sendes kun et præganglionært efferent neuron ned og danner synapse i selve binyremarven. Her secerneres neurotransmitteren direkte ud i blodet og man kalder det derfor for et neurotransmitterhormon.

Sympaticus er ikke livsvigtig i hvile og det har en konstant tonus. Det regulerer rektioner på vrede og frygt og man kalder også systemet for fight and flight, fordi det er forbundet med stress og kamp.

Karakteristika på at sympaticus er aktiveret omfatter:

• Puls stiger
• Blodtryk stiger
• Erythrocyt volumen stiger
• Perfusion flyttes fra hud og organer til tværstribet skeletmuskulatur
• Blodglucose stiger
• Bronkier og pupiller dilaterer

Parasympaticus

De mellemliggende synapser for parasympaticus ligger nær organet eller vævet, samt i diskrete ganglier. Det er her cellelegemerne for de postganglionære parasympatiske fibre ligger. De præganglionære parasympatiske fibres cellelegemer ligger i kraniet og rygmarvens segment S2-S4.

Fra kraniet føres de præganglionære parasympatiske fibre via de 4 hjernenerver: n. oculomotorius (III), n. facialis (VII), n. glossopharyngeus (IX) og n. vagus (X).

Man kalder også dette system for rest and digest, fordi det er forbundet med hvile og fordøjelse. Parasympaticus er livsnødvendig, man dør hvis det fjernes.

Karakteristika på at parasympatikus er aktiveret omfatter:

• Sænket puls
• Sænket blodtryk
• Fremmer motilitet i mavetarmkanalen
• Fremmer sekretion i mavetarmkanalen
• Øget absorption af næringsstoffer
• Beskytter retina mod lys
• Tømmer blære og rektum

Neurotransmittere

Overførsel af signaler i nervesystemet sker gennem neuroner (nerveceller). Det er meget lange celler, som forbindes med hinanden med en synapse – en lille spalte eller mellemrum imellem nervecellerne. Signalet overføres ved neurotransmittere der dannes i den præsynaptiske del og frigives til synapsen hvor det binder på receptorer på den postsynaptiske del. Der foregår også et reuptake af neurotransmitteren til den præsynaptiske del. Neurotransmitteren frigøres som respons på et aktionspotentiale, som fører til en influx af Ca2+ ioner og herved exocytose af vesikler med neurotransmittere.

Acetylcholin er den neurotransmitter der anvendes i alle præganglionære fibre, alle postganglionære parasympatiske fibre og enkelte postganglionære sympatiske fibre. Acetylcholin anvendes også som neurotransmitter i hjernen. Man kalder de fibre for kolinerge fibre.

Acetylcholin receptorer inddeles i nikotinreceptorer der er ligandregulerende ionkanaler og muskarine receptorer der er G-proteinkoblede receptorer. De muscarine virkninger af acetylcholin kan blokeres af atropin, mens de nikotine virkninger kan blokeres af tubokurare.

Kolinerge fibre standses primært ved enzymet acetylcholin esterase og en forstærket kolinerg transmission opnås ved at lave lægemidler hæmmer acetylcholinesterasen.

Noradrenalin er den neurotransmitter der anvendes i de fleste postganglionære sympatiske fibre. Noradrenalin anvendes også som neurotransitter i hjernen. Man kalder fibrene for adrenerge fibre.

Noradrenalin receptorer inddeles i alfa-1, alfa-2 og beta receptorer og de er alle G-proteinkoblede receptorer. alfa1- og alfa2-receptorerne kan yderligere inddeles i 3 subtyper og beta receptorerne kan yderligere inddeles i 3 subtyper. En agonistpåvirkning af betareceptorer fører til en stigning i adenylyl cyklase. En agonistpåvirkning af alfa2 receptorer fører til et fald i adenylyl cyklase aktiviteten. En agonistpåvirkning af alfa1 receptorer giver en stigning i phospholipase konc.

Adrenerge fibre standses primært ved en kombination af passiv diffusion af neurotransmitter væk fra synapse og et aktivt reuptake. Forstærket adrenerg transmission ved lægemidler opnås ved at hæmme reuptaken.

Adrenalin syntetiseres i binyremarven og frigøres til blodbanen, så det er ikke en egentlig neurotransmitter. Adrenalin er en mere potent agonist for adrenerge receptorer end noradrenalin (dog ikke ved beta3-receptorer hvor noradrenalin er mest potent og beta1 receptorer hvor de er lige potente). Noradrenalin er generelt end mere potent agonist for alfa receptorer end for betareceptorer, hvor adrenalin har nogenlunde samme potens.

Der findes også mange andre neurotransmittere end noradrenalin og acetylcholin. Man kalder også de systemer der anvender disse for Nonadrenergenoncholinerge systemer eller NANC systemer. Disse neurotransmittere omfatter ATP, VIP, Calcitonin gen relateret peptid, Kolecystokinin, Substans P, Neurokinin A, Neuropeptid Y, Enkefaliner, Somatostatin, Gastrin releasing peptid, Serotonin, Galanin og NO.

Ofte findes der også cotransmittere, dvs. andre neurotransmittere, i samme vesikel som hovedtransmitteren.

Adrenerge receptorer

alfa1 receptorer har ved agonist påvirkning følgende effekter i de forskellige væv:

• Glat muskulatur i kar: kontraktion
• Glat muskulatur i mavetarmkanal: hyperpolarisation og afslapning
• Glat muskulatur i urogenitalsystemet: kontraktion
• Hjerte: positiv inotropi og positiv bathmotrofi
• Lever: glykogenolyse og glukoneogenese

alfa2 receptorer har ved agonist påvirkning følgende effekter i de forskellige væv:

• Betaceller i pancreas: nedsat insulin sekretion
• Blodplader: aggregation
• Nerveterminaler: nedsat frisætning af noradrenalin
• Glat muskulatur i kar: kontraktion

beta1 receptorer har ved agonist påvirkning følgende effekter i de forskellige væv:

• Hjerte: positiv inotropi, positiv kronotropi og øget AV-overledning
• Juxtaglomerulære celler: øget renin frisætning

beta2 receptorer har ved agonist påvirkning følgende effekter i de forskellige væv:

• Glat muskulatur i kar: afslapning
• Bronkier: afslapning
• Mavetarmkanalen: afslapning
• Urogenitalsystemet: afslapning
• Tværstribet skeletmuskulatur: glykogenolyse og optag af kalium ioner
• Lever: glykogenolyse og gluconeogenese

beta3 receptorer har ved agonist påvirkning følgende effekter i de forskellige væv:

• Fedtvæv: lipolyse

Lægemidler til ANS

Ofte virker lægemidler til ANS ved at påvirke syntese, lagring, transport, frisætning, reuptake og nedbrydning.

Lægemidlet Hemikolinium virker ved at hæmme kolin reuptaket via Na/kolin cotransporteren. Vesamikol påvirker transporten af Acetylcholin i vesiklerne. Botulinumtoxin forhindrer frisætningen af acetylcholin.

Sidst opdateret 30. maj 2023