En prokaryot mikroorganisme. Består af en cellevæg, cytoplasmatisk membran, cytoplasma, genom, plasmid, ribosomer, pili og cilier. Nogle bakterier har en kapsel udenpå cellevæggen.
Bakterieformer
Man skelner mellem spiralformede bakterier (spirilla), stavformede bakterier (bacilli) og kokkeformede bakterier (cocci).
Det er bakteriernes cellevæg som bestemmer om det bliver en kokker (nogle runde nogen) eller stave (nogle lange nogen). Der er så nogen der ikke rigtig passer ind i systemet som kaldes for spiralformede bakterier.
Bakteriers lejring
Bakterier kan lejre sig på forskellige måder der kan identificeres i et mikroskop. De kan lejre sig i drueklaser og danne stafylokokker, lejre sig to og to som diplokokker eller i lange rækker som streptokokker.
Bevægelse
Man kan skelne polært bevægelse og peritrikt bevægelse. Bakterier kan bevæge sig med flageller. Disse kan sidde forskellige steder, hvilket kan diagnosticeres i et mikroskop.
Sporer
Nogle grampostive bakterier kan danne sporer, der er en måde de kan sprede sig på. Man inddeler dem i aerobe (Bacillus) og anaerobe (Clostridium).
Sporer er noget af det mest hårdføre biologiske vi har – nogle af dem er millioner af år gamle. Det er en form bakterierne kan antage, ved at gå i dvale og det er således et overlevelsesstadie.
Aerobe
Bacillus anthracis – giver brandbylder. Har været anvendt til terror, da de kan tåle at tørre helt ud og ligge i pulver (miltbrand).
Anaerobe
Anaerobe bakterier er karakteriseret ved at gro bedst under iltfrie betingelser. Nogle anaerobe bakterier kan dog gro i op til 2-4 % ilt og mens andre kræver mindre end 0,5 % ilt. Langt de fleste anaerobe bakterier findes i mundhulen og i gastrointestinalkanalen, især colon, som en del af normalfloraen hos mennesker.
Mange anaerobe bakterier mangler enzymer til at kunne nedbryde frie iltradikaler, hvilket gør at de dør ved kontakt ved ilt. Det er dog ikke alle der gør dette – nogle kan tåle ilt bedre end andre. Man skelner mellem:
- Obligat anaerobe bakterier: Gror kun under anaerobe forhold (under 4% ilt). Man kan skelne mellem strikt obligat anaerobe bakterier der kun gror ved under 0,5% ilt og modrat obligat anaerobe bakterier der kan vokse ved 2-4% ilt.
- Aerotolerante anaerobe bakterier kaldes også ilttolerante anaerobe bakterier og har et anaerobt stofskifte, men kan vokse i atmosfæriske iltkoncentrationer.
- Mikroaerotolerante anaerobe bakterier vokser bedst anaerobt, men kan tåle en smule ilt (5-15%).
- Fakultative bakterier kræver ikke ilt, men kan sagtens vokse under iltbetingelser. De vokser altså lige så godt med ilt som uden ilt. Eksempel er E. coli.
De anaerobe bakterier, der giver anledning til sygdom hos mennesker, stammer som regel fra et af normalflora-områderne. Nogle anaerobe bakterier kan give anledning til særlige sygdomsbilleder: Lemierres syndrom (Fusobacterium necrophorum), stivkrampe (Clostridium tetani), pølseforgiftning (Clostridium botulinum) og gasgangræn (Clostridium perfringens).
- Clostridium tetani – giver stivkrampe
- Clostridium perfringens – giver gasgangræn
- Clostridium dificile – giver ondartet diarré kaldet dræberdiarré
- Clostridium botulinum – giver pølseforgiftning
Gram’s farvemetode
Hans Christian Gram opfandt en farvemetode der anvendes til at karakterisere bakterier. Grampositive farves blå og gramnegative farves rød. Nogle bakterier passer ikke ind i gramskemaet.
Metoden går ud på at tilføre et blåt farvestof, hvorefter bakterierne farves blå. Så tilføres sprit, hvorefter de gramnegative mister farven igen. Så tilføres rød farvestof, hvorefter de gramnegative bliver røde. Således bliver de grampositive blå og de gramnegative røde.
Grampositive bakterier
Grampositive kokker
- Stafylokokker
- Streptokokker
- Pneumokokker
Grampositive stave
- Bacillus
- Clostridium
- Corynebacterium
- Listeria
Gramnegative bakterier
Gramnegative kokker
- Meningokokker
- Gonokokker
Gramnegative stave
- E. coli
- Klebsiella
- Salmonella
- Pseudomonas
- Vibrio
- Campylobacter
- Helicobacter
- Bacteroides
- Haemophilus
Diverse bakterier
Nogle bakterier passer ikke ind i gramskemaet. Det drejer sig om:
- Mykobakterier der har Mykolsyre i cellevæggen og er syrealkoholfaste stave.
- Spirokæter – proptrækkerformede bakterier som f.eks. Borrelia burgdorferi der bæres af flåter.
- Klamydier – opfører sig som virus.
- Mykoplasmer – bakterier uden cellevæg. Eksempel er Mycoplasma pneumoniae der ødelægger cilier i luftvejene så man kommer til at hoste meget i flere uger uden feber (kold lungebetændelse).
- Rickettsiae – parasitære bakterier som lever af værtsorganismen. F.eks. Rickettsia typhi der kan give plettyfus.
Bakteriers navngivning
Navngivning af bakterier kaldes for Taksonomi.
Man navngiver i et hiarki, først efter orden (order), familie (family), slægt (genus) og så art (species). F.eks. kaldes E. coli for Eubacteriales (orden) Enterobacteriaceae (familie) Escherichia (slægt) coli (art) eller bare Escherichia Coli.
Patogene bakterier
Man inddeler bakterier efter deres evne til at være patogene (virulens), dvs. fremkalde sygdomme:
- Absolut (altid) patogene, f.eks. Mycobacterium tuberculosis
- Lejlighedsvist (potentielt) patogene, f.eks. Staphylococcus aureus og E. coli
- Sjældent (opportunistisk) patogene, f.eks. Staphylococcus epidermidis
- Apatogene, f.eks. mælkesyrebakterier
Viruslensfaktorer
Nogle faktorer har stor betydning for en bakteries virulens, dvs. dens evne til at trænge ind, formere sig og beskadige værtsorganismen.
- Kapsel – f.eks. Pneumokokker og Meningokokker
- Adhæsionsfaktorer såsom pili på E. Coli
- Toxiner – f.eks. Exotoxiner og Endotoxiner
- Enzymer – f.eks. IgA proteaser som nedbryder IgA.
Exotoxiner
Potente giftstoffer der ofte kan overføres fra bakterie til bakterie.
- Toxiner, der fremmer spredning af bakterier i vævet (hyaluronidase)
- Toxiner, der lyserer celler (lecithinase, hæmolysiner)
- Toxiner, der blokerer proteinsyntesen (difteri toxin)
- Toxiner, der øger cAMP (kolera toxin)
- Toxiner, der blokerer nervefunktionen (tetanus toxin, botulinum toxin)
Endotoxiner
Lipopolysakkarider der findes i den ydre cellemembran hos alle gramnegative bakterier og frigives ved dens død. I lav koncentration kan de give Feber (via interleukinfrigørelse), Inflammation (komplementaktivering), Vasodilatation (makrofagaktivering) og Antistof produktion (B-lymfocyt stimulation. I høj koncentration kan de give Shock og dissemineret intravaskulær koagulation.
Reproduktion og smittespredning
Bakterier har sexpilus der er et hult rør, hvor de kan overføre plasmider fra bakterier til bakterier. Plasmider kan indeholde gener som koder for antibiotikaresistens og for virulensegenskaber.
Resistente bakterier kan overføre deres resistens fra en bakterie til en anden – også helt andre typer.
Vækst
Deling af en bakterie sker ved Binær deling. Væksten sker i flere forskellige faser:
- Lagfasen: Bakterien tilpasser sig det nye medium. Der sker ingen deling, men en opregulering eller nedregulering af enzymer.
- Vækstfasen: Så kommer der en fase hvor bakterierne vokser eksponentielt.
- Stationære fase: Når et af næringsstofferne slipper op, falder væksthastigheden. Her har bakteriekulturen opnået sin maksimale størrelse.
- Dødsfasen: Når der ikke er flere næringsstoffer eller ophobning af væksthæmmende toksiner, dør bakterierne og antallet vil falde.
Mutationer
Bakterier muterer sig på flere måder:
- Transposoner
- Transformation
- Konjugation
- Transduktion
Sidst opdateret 26. juni 2023