Betablokkere eller beta-adrenoreceptor-antagonister anvendes til behandling af hypertension og andre hjertekarsygdomme, såsom hjerteinsufficiens.

Virkningsmåde

Betablokkere virker ved at gå ind og hæmme sinusknuden. Dette medfører at diastolen forlænges, så hjertets fyldningsfase og dermed også forsyning til koronararterierne bliver længere.

Betablokkere hæmmer det sympatiske nervesystem i hjertet, ved at blokere for sympatikus’ stimulation af beta-adrenerge receptorer. Dette er anvendeligt, da sympatikus’ stimulering af disse receptorer forværre hjerteinsufficiens tilstanden hos disse patienter.

Hæmodynamisk ser man en sænkelse af hjertets fyldningstryk, reduktion af venstre ventrikels dimensioner og regression af venstre ventrikel hypertrofi. Herudover øges uddrivningsfraktionen. En nedsættelse af hjertefrekvensen mindsker myokardieiskæmi der også gør pumpefunktionen bedre.

Det virker først efter flere måneders behandling, men virkningen er meget markant.

Selektivitet

Virkningen af betablokkere er IKKE en klasseeffekt. De kan derfor være meget forskellige i deres virkningsmåde. Udover deres egenskaber i form af betablokkere, kan de også have andre farmakologiske karakteristika, der kan have betydning for deres kliniske effekt.

Der findes både betablokkere der blokerer beta1-adrenerge receptorer, beta2-adrenerge receptorer eller begge dele. Nogle kan være meget selektive og kun blokere i hjertet, mens andre også kan virke kardilaterende.

Alle betablokkere er lige effektive til behandling af hypertension.

Indikation

Betablokkere anvendes hyppigt til behandling af hjerteinsufficiens, i kombination med ACE-hæmmere og diuretika.

De anvendes også til behandling af hypertension. Nyere metaanalyser tyder dog på at betablokkere er dårligere til at forebygge kardiovaskulære komplikationer, såsom apopleksi, sammenlignet med andre antihypertensiva.

Kontraindikation

Betablokkere skal ikke behandle akut hjerteinsufficiens, dvs. der ses ikke lungeødem, kardiogent shock eller væskeretention. Patienterne skal derfor være i behandling med ACE-hæmmere og diuretika, og være stabiliseret, inden de påbegynder behandling med betablokkere. Dette skyldes deres negative inotrope effekt.

Betablokkere er også kontraindiceret ved type-1-diabetes da det kan øge forekomsten af hypoglykæmiske episoder og maskere dem.

Bivirkninger

Ved indledningen af behandlingen ses ofte et blodtryksfald og forværring af hjerteinsufficiens symptomer. Dette skyldes betablokkernes negative inotrope effekt. Nyrefunktionsnedsættelse kan forværres som følge af en reduktion af blodtrykket ved indledning af behandlingen.

Sjældent ses bradykardi.

Seponering

Brat seponering af betablokkere kan give hjertebanken, nervøsitet, indre uro og rysten. Dette kaldes for seponeringssyndrom. Det skyldes øget følsomhed overfor katekolaminer pga. øget receptorantal i hjertet. Aftrapning bør ske over 1-2 uger.

Interaktioner

Ved samtidig behandling med lægemidler med negativ ionotrop effekt eller kronotrop effekt, kan der ses en nedsættelse af pumpefunktionen og overledningsforstyrrelser.

Samtidig behandling med NSAID kan hæmme den antihypertensive virkning af betablokkere.

Eksempler

• metoprolol
• carvedilol
• atenolol
• bisoprolol
• nebivolol

Sidst opdateret 19. maj 2023