Ekkokardiografi er en ultralydsundersøgelse af hjertet. Det foregår ved at man sender lydbølger på 2-8 MHz gennem hjertet. Disse kan enten aborberes eller reflekteres (spredning, refleksion, svækkelse). Apparatet måler tiden for transmission og tilbagevenden. Amplituden af den reflekterede lyd (ekkointensiteten) afhænger af: 1) strukturens reflektionsevne (grænseflade mellem to væv) 2) afstanden fra transduceren (inkl. reflektionsvinklen).
En ekkokardiografi er standard ved udredningen af hjertepatienter. Det er en metode der kan foregå bedside, tager kun 30 minutter og stort set ikke medfører ubehag for patienterne.
Når man foretager en ultralydsundersøgelse af en struktur som hjertet der er i bevægelse, kan man bestemme hastigheden ved Doppler-princippet.
Fedme dæmper lydbølger og derfor kan det være svært at tage ekkokardiografi ved fedme. Det samme gælder hvis man har lungeemfysem.
Bemærk at propen ved ekkokardiografi ligger i spidsen af billedet, dvs. i toppen. Bemærk at venstre ventrikel på et ekkokardiogram vil ligge til højre på billedet (konvention).
Views
Der findes forskellige views man kan vælge:
- Apikal transducerposition hvor pt. ligger på venstre side i en 45 graders vinkel og propen placeres på siden af kroppen. Dette giver et 4-kammerbillede.
- Parasternal transudcerposition hvor pt. ligger på venstre side i 90 graders vinkel og propen placeres på sternum. Dette giver et længdesnit.
Optagemetoder
Man kan optage et ekkokardiogram udfra forskellige metoder.
2D-ekkokardiografi
2D ekko er den mest almindelige metode. Her vises strukturen som et snit gennem hjertet.
Motion-mode (M-mode)
Motion-mode eller M-mode er en 1-dimensionel billeddannelse, hvor anatomiske strukturer afbildes som funktion af tiden. Dette var den første metode der blev anvendt klinisk. Anvendes i dag kun begrænset til måling af AV-plan bevægelse.
Farvedoppler
Farvedoppler eller colordoppler er en dopplerundersøgelse baseret på frekvensændringer i signalet. Hermed beregnes hastigheden af erythrocytterne. Farverne viser blodets bevægelsesretning i forhold til transduceren, idet blå er væk fra transduceren og rød er imod transduceren. Farveintensiteten afhænger af strømningshastigheden. Ved høj hastighed og turbulens blandes gule og grønne farver.
CW-Doppler
CW-Doppler eller Continues Wave Doppler anvendes til at bestemme høje hastigheder af blodet, f.eks. gennem stenoser.
PW-Doppler
PW-Doppler ligner CW-Doppler, men her kan man se hastigheder i et mindre og mere velafgrænset område.
Tissue Doppler
Tissue Doppler bruges til at bestemme mitralplanets hastighed.
Sidst opdateret 19. maj 2023