ELISA minder lidt om RIA, men i stedet for at anvende radioaktiv mærkning anvender man et farvestof til at påvise respons. Princippet er ellers det samme. Man udnytter stoffets evne til at virke som antigen overfor kroppens naturlige antistoffer mod stoffet.

Man tager først antistoffet og tilsætter det til til bunden af en ELISA-brønd. Så tilsætter man stoffet man gerne vil bestemme koncentrationen af. Så sker der en binding mellem stoffet og antistoffet. Man skyller så brønden så alle ikke-bundne versioner af stoffet skyldes væk. Så tilføres et andet antistof hvor der er bundet et enzym og ubundne antistoffer skylles væk. Så tilsættes et stof som enzymet omdanner til et farvestof. Nu kan proteinets tilstedeværelse måles spektrofotometrisk, fordi det er bundet til et farvestof.

Mængden af det dannede farvestof er et mål for koncentrationen af proteinet, da proteinet binder og aktiverer mere af det farvedannende enzym. Så ved at måle opløsningens absorption ved den pågældende bølgelængde som farven har, kan man altså ved lambert-beers lov bestemme koncentrationen.

RIA vs. Elisa

• Både RIA og ELISA har høj specifitet og høj selektivitet (RIA har højest).
• RIA efterlader et radioaktivt restprodukt og der kræves speciel tilladelse til håndtering af radioaktivt materiale.
• RIA er en billigere metode end ELISA.
• ELISA kan i høj grad automatiseres.

Sidst opdateret 30. maj 2023