Fedme er defineret som at have en BMI på mere end 30 kg/m2. Hvis BMI er over 40, kaldes det svær fedme. En BMI på mellem 30 og 35 reducerer levealder med 2-4 år.
Mange fede personer tror selv de lider af en metabolisk sygdom – men dette er kun tilfældet hos under 1%.
Fedtmasse er bestemt af både adipocyt-antal og adipocyt-størrelse. Antal af adipocyter er stabilt i voksne, selv efter et markant vægttab. Dette indikerer, at antallet af adipocyter fastlægges i barndom og ungdom.
Hormonforstyrrende stoffer kan også være involveret i fedme. Miljøfremmede stoffer kan ændre det setpoint kroppen har for at tage på i vægt, hvor meget energiindtaget skal være for at tage på i vægt.
Ektopisk fedtaflejring bidrager til udvikling af åreforkalkning og øget kardiovaskulær risiko.
Vægttab
Kost rig på protein og med lavt glykæmisk index øger chancen for at holde vægttabet efter en kur. Selv et mindre vægttab (5%) forbedrer kropssammensætning og kardiometaboliske risikofaktorer.
Flertallet af personer med overvægt/fedme opnår kun et moderat vægttab (5-10%), men dette er dog også klinisk relevant, idet der sker fald i fx triglycerider og blodtryk, hvilket kan have betydning på befolkningsplan.
Flertallet af overvægtige/svært overvægtige, der har opnået vægttab tager på i vægt efterfølgende, men blandt personer, der synes at kunne holde deres vægttab også efter flere år, kan findes fire adfærdsstrategier: 1) indtager en kost med moderat lavt fedtindhold og højt kulhydratindhold; 2) vedvarende opmærksom på vægt, kostindtag og fysisk aktivitetsniveau; 3) spiser morgenmad hver dag og 4) dagligt højt fysisk aktivitetsniveau.
Forskellige diæter kan give samme størrelse vægttab. Det er et vigtigt klinisk budskab, i det diæterne dermed kan individualiseres i forhold til personlige præferencer.
Sidst opdateret 19. maj 2023