Huden er kroppens største organ. Huden er et sammensat organ med celler og strukturer af både ektodermal og mesodermal oprindelse.

Huden har mange funktioner og medvirker til at sikre betydningsfuld fysiologisk ligevægt:

• Væske og elektrolytbalance
• Varmeregulering
• Fysisk barriere mod varme, kulde, stråling, traumer, infektioner og påvirkning fra kemikalier og stoffer i miljøet
• Føleorgan
• Kommunikationsorgan
• Immunologisk og metabolisk organ

Tyk og tynd hud i makroskopisk anatomi refererer til tykkelsen af dermis, fx på ryggen er det “tyk” hud (mens det i histologien refererer til tykkelsen af epidermis).

Fornyelse tid ca. 4 uger. Hud overflade er 1,8 m². Hvis man ligger i sengen 1/3 af døgnet, betyder det at der på 3 måneder ligger hele ens hud i sengen hvis man ikke skifter sengetøj.

Hudfysiologi

Huden, cutis, er opbygget af to lag. Det yderste lag, epidermis eller overhuden, består af et flerlaget pladeepitel med forhorning. Det underliggende lag, dermis eller læderhuden, består af bindevæv. Huden er ved et fedtholdigt bindevæv, subcutis (underhuden) bundet ned til underliggende muskler eller knogler. Hudens epidermis kan inddeles i flere lag. Stratum basale er det basale cellelag, Stratum spinosum der er et pigcellelag, Stratum granulare der er det granulære lag og Stratum corneum der er hornlaget.

Hudens barrierefunktion

Hudens barrierefunktion dannes af stratum corneumceller corneocytter og lipiderne i intracellulærsubstansen. Hydrolipidfilmen på overfladen stammer hovedsaligt fra talgkirtel|talgkirtlerne. Hydrolipidfilmen holder hudoverfladen smidig og fungerer som en barriere mod indtrængen af bakterier og svampe. Komponenterne i hydrolipidfilmen bidrager til hudens lidt sure pH som også har en beskyttende effekt.

Lipiderne dannes i keratinocytternes Golgi apparat og oplagres i små vakuoler kaldet Odland legemer. Ved hjælp af exocytose tømmes lipiderne ud i extracellulærrummet og danner derved intracellulærsubstansen som er afgørende for bakteriefunktionen.

Hudens normalflora

Hudens normale flora afhænger af hudområdet. Ved tør hud vil der være få bakterier, mens der ved fugtig hud og talgkirtler vil være mange bakterier. Ved hårsække er der anaerob|anaerobe bakterier, mens der ved overfladen er aerob|aerobe kokker.

Den normale flora nedbryder TAG til frie fedtsyrer, hvilket giver huden en sur pH på 5,5. Den normale floras primære funktion er at forhindre kolonisering med patogene bakterier, hvilket gøres ved at de udkonkurrerer de patogene bakterier.

• Koagulase-negative stafylokokker
• Staphylococcus epidermidis
• Micrococcus
• Anaerobe gram-positive kokker
• Peptostreptococcus
• Coryneiforme bakterier
• Corynebacterium
• Brevibacterium
• Propionibacterium
• Acinetobacter
• Malassezia

Potent patogene bakterier kan forekomme i floraen, såsom staphylococcus aureus, pseudomonas aeruginosa, escherica coli og candida albicans.

Hudinfektion

Følgende bakterier har betydning for risikoen for en hudinfektion: Smitte fra ydre person, Svækket immunstatus, Defekt barrierefunktion, endokrine/metaboliske sygdomme og mangeltilstande samt andre hudsygdomme.

Exogene Proteaser, der f.eks. udskilles fra stafylokokker og husstøvmider, kan nedbryde hudbarrieren. Endogene proteaser, såsom SCCE, kan også nedbryde hudbarrieren. Også sekundære proteaser såsom MCC der frigives ved inflammation kan også nedbryde hudbarrieren.

Hudsygdomme

• Aktinisk Keratose
• Guttat Hypomelanose
• Lentigo Simplex
• Fregner
• Hudorm
• Acne vulgaris
• Erysipelas

Hudens kirtler

De udgøres af talgkirtler, svedkirtler og duftkirtler. Til huden|hudkirtlerne føjer sig også brystkirtlerne. Talgkirtlerne er hudens fedtkirtler. De forekommer især i behårede hudområder. De er beliggende imellem en hårsæk og hårets m. arrector pili (glat muskulatur), således at kontraktion af musklen presser sekret ud af kirtlen. Kirtlen munder i hårtragten, hvortil kirtlens sekret, sebum, afgives. Sekretet siver herfra op langs håret til den frie overflade. Det indfedter huden og holder den blød og bøjelig. Især hudområder som ansigtet, skalpen, brystet og ryggen har mange talgkirtler. Ved tilstopning af en talgkirtels åbning udvikles en “hudorm”, comedo. Hudormens sorte farve skyldes hudpigment og er ikke udtryk for dårlig hygiejne. Acne vulgaris, bumser eller filipenser, opstår ved infektion af talgkirtler. Acne viser sig i lettere eller sværere grad hos de fleste unge i puberteten – hyppigst mænd – og svinder hos næsten alle efter 25 års alderen. Talgkirtler secernerer allerede i de sidste fostermåneder. De danner sammen med afstødte celler fra epidermis det tykke hvide, salveagtige lag, som dækker fosterets hud ved fødslen. Svedkirtler findes på hele legemsoverfladen, i størst antal på håndflader og fodsåler. Kirtlerne ligger på overgangen mellem dermis og subcutis. Udførselsgangene findes på den frie overflade. En særlig type svedkirtler findes i visse hudområder som axil, anal- og genitalregion og på areola mammae (området omkring brystvorten). Disse svedkirtler har en anden form for sekretion og sekretets indhold af organisk materiale kan ved bakteriel nedbrydning afgive dufte, deraf navnet duftkirtler.

Hår

Hår, pili, dannes i rørformede indsænkninger af epidermis ned i dermis. Et hår består af en del, der sidder uden for huden, hårskaftet og en del, der sidder fast i dermis, hårroden. Hårroden ender med en lille kolbeformet opsvulmning, hårløget, der fatter om en karholdig bindevævspapil. Hårløget er hårets regenerationszone. Efterhånden som de nydannede celler forskydes opad, undergår de forhorning, således at cellerne i hårskaftet er forhornede og døde. Håret er anbragt skråt i huden og på den side hvor håret danner en spids vinkel med overfladen, findes en glat muskel, m. arrector pili, som spænder mellem håret og øverste del af dermis. Ved kontraktion rejser musklerne hårene og fremkalder gåsehud. Over det meste af huden findes korte, fine og upigmenterede lanugohår. De grove, lange og pigmenterede terminalhår er knyttet til specielle regioner som hovedhår, øjenbryn, øjenvipper, skæghår, axilhår og pubes. Fordelingen af terminalhår er hormonalt betinget og forskellig hos de to køn.

Hudens kar og nerver

Huden er rigeligt forsynet med blodkar, som ikke alene tjener til ernæring af huden, men også har betydning for legemets temperaturregulering. Arterierne danner et netværk på overgangen mellem subcutis og dermis og i den overfladiske del af dermis. Hudens gennemblødning er normalt på ca. 400 ml/minut, men kan ved kulde gå ned til ca. 50 ml/minut og ved ekstrem varme helt op til 2000 – 3000 ml/minut. Huden er rigt forsynet med sensoriske nerver. Desuden findes tråde fra det sympatiske nervesystem til blodkar, svedkirtler og m. arrector pili|mm. arrectores pilorum.

Farve, konsistens og binding

Huden er gullighvid eller gråhvid med et rosa skær afhængig af blodfylde. Hudens farve er også bestemt af dens pigmenteringsgrad forårsaget af melanocytternes aktivitet. Huden har normalt en mat silkeagtig glans, hvilket skyldes lysets tilbagekastning fra
ujævnheder på overfladen. Udslettes dette relief, som fx når huden spændes på bugvæggen over en gravid uterus, bliver huden blank og spejlende. Mange sygdomme i de indre organer afspejler sig i hudens farve. Huden bliver gulligfarvet, ikterisk, ved lever og galdevejssygdomme på grund af galdefarvestoffer i blodet og cyanotisk ved hjerte-lungesygdomme med nedsat iltmætning i blodet. Hudens konsistens beror på væskeindholdet i dermis, som giver huden en vis spænding kaldet turgor. Hos dehydrerede patienter er deres turgor nedsat. Hudens elasticitet beror på indholdet af elastiske tråde i dermis. I alderdommen aftager indholdet af elastiske tråde og huden bliver rynket. Hudens binding til underlaget er forskellig på forskellige dele af legemsoverfladen. Huden er løst bundet på håndryg og fodryg, hvor ødemer derfor bliver særlig udtalte. På håndflade og fodsål er huden derimod stramt bundet, idet bindevævsstrøg i subcutis forankrer dermis til underlaget. Imellem bindevævsstrøgene findes i disse regioner kamre med fedtvæv dannende et tryk-elastisk polster.

Sidst opdateret 6. juni 2023