Hypersensitivitet eller overfølsomhed er objektive, reproducerbare symptomer der udløses af en eksposition overfor et bestemt stimulus i en dosis der tolereres af normale individer. Det er en ukontrolleret eller overdreven reaktion der leder til en lokal eller systemisk destruktion af væv. Overfølsomhed er en samlet betegnelse, hvor allergi er forbeholdt kliniske reaktioner hvor der ses en immunologisk mekanisme.

Inddeling

Det vil sige at hypersensitivitet kan opdeles i allergisk hypersensitivitet og ikke-allergisk hypersensitivitet, afhængig om en immunologisk mekanisme kan påvises eller udelukkes.

Allergisk hypersensitivitet

Allergiske reaktioner kan være IgE medieret eller ikke-IgE medieret.

IgE medieret allergi

Hvis det er IgE medieret allergi, kan dette inddeles i ikke-atopisk IgE medieret allergi og atopisk IgE medieret allergi. Kaldes type I allergi.

Ved type I allergi sker der mastcelle aktivering.

Ikke-atopisk IgE medieret allergi

Eksempler er:

• Insektstik
• Parasitter
• Lægemidler – f.eks. Akut penicillin allergi der er type I allergi og kan give anafylaktisk shock.

Atopisk IgE medieret allergi

Eksempler er:

• Pollen
• Sporer
• Mad

Ikke-IgE medieret allergi

Hvis allergi ikke er IgE medieret kan de være medieret af andre antistoffer. Dette kan være:

• IgG medieret allergi der er celle-associeret modificeret selv-antigen – kaldes type II allergi – eksempel er klassisk penicillin allergi der er type II allergi
• IgG medieret allergi der er opløselige cirkulerende immunkomplekser – kaldes type III allergi
• T-celle medieret allergi – kaldes type IV allergi – eksempel er kontaktallergi

Ikke-allergisk hypersensitivitet

Ikke-allergisk hypersensitivitet kaldes også for intolerance.

Typer

Begrebet allergi blev først brugt af Clemens von Pirquet som “en ændret måde hvorpå kroppen reagerede på fremmede stoffer” – en definition som i bredeste forstand omfatter alle immunologiske reaktioner. I dag defineres allergi ofte synonymt med det mere generelle begreb hypersensitivitet (på dansk overfølsomhed). Mere snævert kan overfølsomhed så beskrives som “sygdom der skyldes et uhensigtsmæssigt immunsvar på et iøvrigt uskadeligt antigen”. Traditionen har ellers tidligere været at begrænse begrebet allergi til IgE-betingede uhensigtsmæssige reaktioner og betegne typerne II-IV som hypersensitivitet.

Gell og Coombs har inddelt hypersensitivitetsreaktioner i fire typer, afhængig af virkningsmekanismen. Disse reaktioner har alle det tilfælles, at de bevirker inflammation med vævsbeskadigelse og kan forårsage alvorlig sygdom.

Type I-reaktioner

Type I-reaktioner er reaktioner der skyldes antistoffer af IgE klassen.

Type I reaktioner har tidligere været kaldt allergi (hvor begrebet allergi nu anvendes mere generelt om overfølsomhedsreaktioner) og er definerede som overfølsomhedsreaktioner medierede af IgE-antistoffer. De betegnes også som “straks” reaktioner, p.gr. af den oftest meget akutte reaktion. Allergiske reaktioner optræder når et individ, som har dannet IgE-antistoffer mod et iøvrigt harmløst antigen (nu kaldet et allergen), ved en senere lejlighed udsættes for dette allergen. IgE-immunglobuliner bindes i kroppen til høj-affine receptorer, FcεRI, som sidder i cellemembranen på mastceller (og desuden på basofile granulocytter og på aktiverede eosinofile granulocytter). Mastceller sidder i vævet under slimhinder og i bindevæv, fx under små blodkar, og deres rolle i det innate immunforsvar ved udviklingen af det inflammatoriske respons er tidligere omtalt (de stimuleres her via receptorer for fx C5a og C3a).

Efter induktionen af et IgE-respons vil et nyt møde med allergenet udløse en krydsbinding af FcεRI og dermed en aktivering af de IgE-bindende mastceller i det pågældende væv, og dette fører til en række reaktioner, der er karakteristiske for sygdommen allergi. Symptomerne afhænger af hvor allergenet trænger ind (oftest over slimhinder).

Der er situationer – især i ikke-udviklede lande – hvor IgE medierer beskyttende immunitet, især over for parasitter som orme. I de vestlige lande dominerer IgE-reaktioner mod harmløse antigener, og allergi er i dag en af de hyppigste lidelser i befolkningen. Allergiske reaktioner mod almindelige antigener i omgivelserne afficerer således ca. halvdelen af befolkningerne i Nordamerika og i Europa, og skønt de sjældent er direkte livstruende, så forårsager de megen ubehag.

Type I reaktioner er altså et resultat af en dannelse af specifikke antistoffer af IgE-klassen og allergener er antigener, som ofte bevirker klasseskift så der fremkaldes et IgE antistof response. Sådanne antigener kommer ofte ind i organismen i meget små mængder ved diffusion over slimhinder. De er proteiner, har oftest en lav MW, er ofte indtørrede, letopløselige, meget stabile, ofte aktive enzymer (proteaser) og de stimulerer et T_H2-response. Naive allergen-specifikke T celler induceres til at udvikles til T_H2-celler ved tilstedeværelse af IL-4, som er dannet når T-cellen aktiveres af den antigen-præsenterende celle. De allergen- specifikke T_H2-celler stimulerer allergen-specifikke B-celler til at producere IgE-antistoffer, som så bindes
til høj-affine receptorer for IgE på mastceller, basofile celler, og på aktiverede eosinofile (sædvanligvis er binding til Fc-receptorer på fx fagocyterende celler betinget af divalent/multivalent interaktion – dette gælder altså ikke for binding af IgE til den høj-affine FcεRI).

Når først IgE er dannet ved udsættelse for et allergen, så vil udsættelse for det samme allergen påny stimulere et IgE respons på basis af IgE memory celler.

Et allergisk respons mod ellers harmløse antigener synes at afspejle den patofysiologiske mekanisme ved et immunresponse, som over evolutionen er udviklet som en beskyttelse mod orme-parasitter. Hvor parasit-tilstedeværelsen er lokaliseret og provokerer en lokaliseret inflammatorisk afstødelses-reaktion er allergener dissemineret over større områder, og udløser derfor et respons der ofte inddrager udbredte slimhindeområder, og af og til (hvis allergenet kommer ind i kroppen) bevirker en systemisk reaktion (ex anafylaktisk shock). Mastceller findes under slimhinder i hele kroppen og i bindevæv, og krydsbindingen af IgE bevirker mastcelle-aktivering med frigivelse af præformerede mediatorer som histamin og heparin, senere syntese af arakidonderivater som leukotrien og prostaglandin. Den resulterende betændelsesreaktion kan opdeles i tidlige begivenheder, som er karakteriseret ved de hurtigt afgivne mediatorer som histamin og heparin, og i senere begivenheder som involverer leukotriener og prostaglandiner. Den sene fase kan udvikle sig til en kronisk inflammation, som tydeligst ses ved allergisk astma. Allergener kommer oftest ind over slimhinder, oftest i meget små mængder. Der er en vigtig arvelig komponent ved type I reaktioner, ikke til den specielle type af allergi, men til tilbøjeligheden generelt.

Man kan undre sig over at allergiske lidelser bliver mere og mere almindelige i vestlige civilisationer. Man har forestillet sig at vi ”mangler” de relevante infektioner – mennesker i fx Afrika har ofte meget høje niveauer af IgE som udtryk for hyppige ormeinfektioner, og deres IgE kunne blokere mastcelle-receptorerne for ”ikke-infektiøst” IgE. Men herudover har også forureningsproblematikken været fremhævet som en mulig faktor. Dannelsen af IgE påvirkes af individuelle genetiske faktorer.

Symptomerne ved allergi er relaterede til det væv, hvor antigenet kommer ind, target-vævet.

• Øvre luftveje: høfeber
• Nedre luftveje: astma
• Fordøjelseskanalen: diarrhoea, evt urticaria (nældefeber).

Systemisk indgift af allergen kan bevirke anafylaktisk shock.

Diagnosen stilles ved sygehistorien. Af specifikke undersøgelser kan nævnes prik-test, provokationstest, måling af specifikke IgE-antistoffer.

Behandlingsprincipperne er mangeartede, fra undgåelse af eksponering, brug af anti-histaminer, binyrebarksteroider, adrenalin, til desensibilisering (allergi-vacciner).

Type II-reaktioner

Type II-reaktioner medieres af IgG antistoffer rettet mod antigener, der er bundet til celleoverflader.

Ved type II hypersensitivitetsreaktioner er antigenet knyttet til en overflade, fx en celle. Den typiske type II reaktion ses i forbindelse med indtagelse af lægemidler, hvor lægemidlet binder sig til fx blodplader. Udvikling af IgG-antistoffer medfører fjernelse af blodpladerne ved komplementaktivering og fagocytose, og tilstanden viser sig klinisk som en koagulationsdefekt. Er et rødt blodlegeme target ses anæmi.

I forbindelse med en fødsel vil der altid trænge blod fra fosteret over i moderen. Er moderen Rhesus negativ og fosteret Rhesus positiv vil dette medføre at moderen immuniseres og danner IgG antistoffer mod Rhesus-antigenet. For at undgå dette vil man i forbindelse med fødslen injicere anti-Rhesus IgG-antistoffer ind i moderen – dette vil forhindre at naive B-lymfocytter med receptorer for Rhesus-antigenet kan stimuleres.

Type III-reaktioner

Type III-reaktioner medieres af IgG antistoffer, rettet mod opløselige antigener, hvor reaktionen mellem antigen og antistof resulterer i dannelsen af et antigen-antistof kompleks (et immunkompleks).

Ved type III er antigenet opløst, og det dannede IgG antistof indgår i et immunkompleks, som det fx ses ved serumsyge. Serumsyge sås før i tiden ofte når patienter blev behandlet med indgift af hesteserum (akut behandling af truende toksin-betingede sygdomme som difteri eller tetanus). Det artsfremmede protein bevirkede dannelse af antistoffer, og 10-14 dage efter indgiften optrådte symptomer på immun-kompleks sygdom, fx hududslæt og nyresygdom.

Type IV-reaktioner

Type IV-reaktioner er T-celle medierede.

Type IV hypersensitivitetsreaktioner skyldes T-lymfocytter, enten CD4-positive celler (som det ses ved tuberkulin-reaktionen) eller cytotoksiske T-lymfocytter (som det ses ved kontakt-dermatitis, fx nikkel-overfølsomhed). Reaktionerne er dog oftest blandede T_H og T_C-reaktioner. Disse T-cellemedierede reaktioner benævnes ofte delayed type hypersensitivity-reaktioner.

Ved infektion med bakterien Mycobacterium tuberkulosis (eller ved vaccination mod tuberkulose med den levende, svækkede BCG-vaccine) vil man udvikle T-celle reaktivitet mod proteiner, der secerneres fra bakterien. Derimod vil man kun i begrænset omfang producere antistoffer. Den tuberkuløse infektion vil blive beskrevet som en infektion, hvor T_H1-celler udvikles og er beskyttende via deres stimulation af inficerede makrofager: aktiverede makrofager vil være i stand til at bevirke lysosom-phagosom sammensmeltning og dermed bevirke drab af mykobakterierne.

Sidst opdateret 19. maj 2023