Konjugerede vacciner

Konjugatvacciner er et svagt antigen fra en mikroorganisme der er kovalent bundet til et carrier protein (helst fra samme organisme).

Udgangspunktet er her en T-celle uafhængig vaccine, for eksempel den rene kulhydratbaserede vaccine mod pneumokoksygdom. Denne rene kulhydratvaccine bevirker et antistofsvar baseret på IgM antistoffer, der er kun et begrænset klasseskift til IgG (som jo er den antistofklasse der er vigtig som opsonin), antistoffernes affinitet er generelt lave og der er ikke affinitetsmodning og der er ikke hukommelse (ikke på samme måde som efter en T-celle afhængig vaccine, dog ses et let øget antistofsvar efter en gentaget vaccination med en ren kulhydratvaccine, så en vis form for hukommelse kan ses).

Desuden virker rene kulhydratvacciner dårligt på helt små børn (anbefales ikke anvendt under 18 måneders alderen, og visse kulhydrattyper giver fortsat et meget dårligt respons). Hvis man nu kemisk kobler kulhydratet fra pneumokokvaccinen ”uden på” et protein (oftest anvendes enten difteri- eller tetanus-protein, kaldes da carrier-protein), vil naive B-lymfocytter med specificitet for kulhydratet (som jo er eksponeret, synligt) binde og indtage vaccinen ved receptormedieret endocytose. I B-cellen vil hele vaccinen nu blive processeret og peptidfragmenter fra proteindelen vil blive præsenteret i bindingskløften på MHC II. Vaccinen vil ligeledes blive indtaget af antigenpræsenterende celler (dendritceller og makrofager), som ligeledes vil processere vaccinen og præsentere peptider fra carrierproteinet på MHC II. Nu vil TH celler med specificitet for peptider blive aktiveret af APC.

Resultatet vil være at B-lymfocytter med specificitet for pneumokok-kulhydrat vil præsentere carrierpeptid for hjælpe T-lymfocytter med specificitet for netop disse peptider, og B-lymfocytter som kan danne antistoffer mod pneumokok-kulhydrat vil blive stimulerede. Da immunsvaret nu er T-celle afhængigt fås klasseskift, affinitetsmodning og dannelse af hukommelses-celler. Foruden naturligvis plasmaceller, der er relativt langtlevende og udskiller antistofferne mod pneumokok- polysakkaridet. Det er vigtigt her at gøre sig det klart at det ved et senere møde med pneumokokker vil være nødvendigt med eksisterende antistoffer: pneumokokken ”indeholder” jo ikke vaccinens carrier-protein og et hukommelses-T-lymfocyt svar vil ikke blive aktiveret mens hukommelses-B- lymfocytter med specificitet for kulhydrat kun i begrænset omfang vil give et hukommelses-svar; de kan jo ikke få T-celle hjælp.


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *