Kraniet er betegnelsen for den knoglestruktur der beskytter hjernen. Kraniet består af talrige flade og uregelmæssige knogler. Bortset fra underkæben og tungebenet er knoglerne indbyrdes fast forbundet med ubevægelige forbindelser. De fleste af disse forbindelser er fibrøse og kaldes suturer. Suturerne begynder at forbene i 25-30 års alderen, men mange suturer er dog delvist uforbenede selv i høj alder. Kraniet omslutter og beskytter hjernen og de specielle sanseorganer for syn, hørelse, ligevægt, smag og lugt. Herudover indeholder det begyndelsen til fordøjelseskanalen og luftvejene. Kraniet inddeles i hjernekassen og ansigtsskelettet.

I det udvoksede kranium er den enkelte kranieknogle hverken funktionelt eller klinisk en selvstændig enhed, idet patologiske processer og brudlinjer breder sig hos voksne uden hensyn til grænserne mellem knoglerne.

Hjernekassen

Hjernekassen eller neurokraniet er den øverste og bagerste del af kraniet. Det er relativt elastisk. Der hvor hjernekassen er beskyttet af kraftige muskler, fx pars squamosa på os temporale og squama occipitalis er tynde knogledele. Den består af 4 uparrede og 2 parrede knogler:

• Os frontale (Pandebenet)
• Os sphenoidale (Kilebenet)
• Os ethmoidale (Sibenet)
• Os occipitale (Nakkebenet)
• Os parietale (Issebenet – parret)
• Os temporale (Tindingebenet – parret)

Loftet og sidevæggene i hjernekassen kaldes kraniekalotten (theca cranii, calvaria). Bunden i hjernekassen er basis cranii. De flade knogler i kraniekalotten består af et indre og et ydre blad af kompakt knoglevæv. Det mellemliggende lag af spongiøst knoglevæv kaldes for diploë og består af rød knoglemarv.

Basis cranii interna, indsiden af hjernekassens bund, er delt i tre hjernegruber, fossae cranii, der terasseagtigt følger efter hinanden. Den forreste er den højstliggende, den bageste den laveste. Den forreste rummer hjernens pandelapper, den midterste til siderne hjernens
tindingelapper, den bageste lillehjernen og en del af hjernestammen. Grænsen mellem forreste og midterste hjernegrube svarer til bagkanterne af de små kilebensvinger. Den midterste afgrænses fra den bageste hjernegrube af overkanterne af de to fjeldben og den
fremspringende bageste begrænsning af fossa hypophysialis. Den bageste hjernegrube begrænses bagtil på hver side af midtlinien af en flad, bred fure, sulcus sinus transversi. Den fortsætter over på os temporale, hvor den bøjer medialt for at ende i foramen jugulare, en åbning i hjernekassens bund mellem fjeldbenet og nakkebenet.

Kraniekalottens udside har en ret regelmæssig kontur. Overfladen præges iøvrigt af suturerne, sutura sagittalis i midtlinien mellem issebenene, sutura coronalis mellem issebenene og pandebenet og sutura lambdoidea mellem issebenene og nakkebenet. Disse suturer har alle et savtakket forløb. Sutura squamosa er suturen på sidefladen mellem issebenet og tindingebenets pars squamosa. Udsiden er beklædt med periost også benævnt pericranium, som er sammenhængende med bindevævet i suturerne.

Kraniekalottens knogler er bindevævspræformerede og udvikles ved direkte forbening. Forbeningen breder sig som radierende bjælker af knoglevæv fra
forbeningscentrene i de enkelte knogler. På fødselstidspunktet består kraniekalotten endnu af ufuldstændigt forbenede knogler sammenholdt af
brede suturer, resterne af uforbenet bindevæv. Hvor flere knogler mødes, er suturerne særligt brede. De brede, uforbenede partier betegnes fontaneller eller fonticuli. De største fontaneller findes ved enderne af sutura sagitalis. Den forreste, fonticulus anterior, er
firkantet. Den begrænses af issebenene og af os frontale. Den bagste, fonticulus posterior, den trestrålede fontanelle, begrænses af issebenene og nakkebenet.

Suturer og fontaneller muliggør en vis forskydelighed af knoglerne, således at hovedet under passagen gennem fødselsvejen kan tilpasse sig efter
rumforholdene. Fontanellerne føles normalt bløde og pulserende. Ved tilstande med forøget intrakranielt tryk føles de spændte. Den firkantede
fontanelle lukker omkring 18 måneders alderen, den trestålede fontanelle (trekantede fontanelle) i 2-3 måneders alderen.

Størrelsen af hjernekassen hænger sammen med hjernens udvikling – dens kapacitet er ca. 1300-1450 ml. Hjernekassens vækst foregår særlig intensivt i det 1. leveår, og ved dets afslutning har hjernen nået ca. 75% af sit endelige volumen. Herefter er væksten langsommere, men dog betydelig indtil 6-7 års alderen. En ny vækstperiode sætter ind ved puberteten. I 17-18 års alderen er hjernens vækst afsluttet. Hjernekassen er i besiddelse af stor elasticitet.

Os frontale (Pandebenet)

Os frontale (Pandebenet) danner den forreste del af hjernekassen. Nedadtil forbinder det sig på hver side af medianplanet med ansigtsskelettets Os nasale (Næsebenet) og Maxilla (Overkæbebenet). Herfra strækker margo supraorbitalis sig til hver
side som den øverste begrænsning af indgangen til øjenhulerne. Oven over næsen og i de to mediale dele af øjenhulernes loft er knoglens to blade af
kompakt knoglevæv adskilt af et par uregelmæssigt formede, luftfyldte hulrum, sinus frontales, pandehulerne, som udmunder i næsehulen.

Os parietale (Issebenet)

Ossa parietalia, de to isseben, følger bag pandebenet i loftet og sidevæggene af hjernekassen.

Os occipitale (Nakkebenet)

Hjernekassens bageste del dannes af os occipitale. Det gennembores af foramen magnum, hvorigennem kraniehulen forbinder sig med canalis vertebralis. Pars basilaris er partiet foran foramen magnum. Det forbinder sig med os sphenoidale. På hver side af foramen magnum findes et glat, ovalt fremspring, som danner led med atlas.

Nakkefremspringet, protuberantia occipitalis externa, er et vigtigt palpationspunkt.

Os temporale (Tindingebenet)

Tindingebenene, ossa temporalia, indgår såvel i siderne som i basis af hjernekassen. Hver knogle består af flere dele. Den flade, øverste del af
knoglen indgår i hjernekassens sidevæg. Fra dens nederste del skyder en lang, buet proces sig frem for at forene sig med kindbenet dannende
kindbuen, arcus zygomaticus. Under processens rod findes et glat, tværstillet fremspring. Det indgår i kæbeledet sammen med den
bagved liggende fordybning.

En anden del af tindingebenet er en benet knogleplade, som delvist omslutter den ydre øregang, meatus acusticus externus. Processus styloideus er et griffelformet fremspring fra denne del af knoglen. Pars petrosa er den pyramideformede del af tindingebenet, som i hjernekassens bund kiler sig ind imellem os occipitale og os sphenoidale. På dansk benævnes denne del af tindingebenet fjeldbenet. Den ligger medialt for den ydre øregang, og den indeholder trommehulen, mellemøret, og det indre øre. Den gennemløbes af hjernenerve nr. VII, n. facialis. N. facialis træder ind i knoglen gennem den indre øregang, meatus acusticus internus sammen med høre-ligevægtsnerven, hjernenerve nr. VIII, n. vestibulocochlearis. Også a. carotis interna passerer igennem pars petrosa på sin vej til hjerkassens indre. Den bageste del af pars petrosa skyder sig ned bag ved den ydre øregang som et kegleformet fremspring, processus mastoideus.

Os sphenoidale (Kilebenet)

Kilebenet, os sphenoidale, er placeret i bunden af hjernekassen. Det har en vis lighed med en flyvende flagermus og består af et midtstillet corpus og 3 par vingelignende fremspring. De store kilebensvinger, ala majores, udgår fra siderne af corpus og danner en del af bunden i den midterste del af hjernekassen samt en del af sidevæggen i kraniet.

Der er flere huller i de store kilebensvinger for gennemgang af vigtige kar og nerver. De små kilebensvinger, ala minores, udspringer fra den
øverste forreste del af corpus. De er korte og trekantede og fortil hæftet til pandebenet. Begge kilebensvinger indgår i øjenhulens vægge. Spalten
mellem dem, fissura orbitalis superior, er gennemgangsport for nerver og kar til øjenhulen.

Det tredie vingepar ses på undersiden af hjernekassens basis. De indgår i begrænsningen af choanae, næsehulens bageste åbninger. Bagfladen af
corpus er ved en bruskskive forbundet med pars basilaris af os occipitale. Her foregår kraniets længdevækst. Bruskskiven forbener, når hjernens og dermed kraniets vækst er afsluttet. Kilebenets corpus er hult, indeholdende en af næsens bihuler, sinus sphenoidalis. En fordybning på oversiden kaldes fossa hypophysialis. Heri er hypofysen lejret. I den tværgående fure som findes foran fordybningen ligger
synsnervekrydsningen på hjernens underside. Furen fører på hver side til canalis opticus, en kort kanal, som fører synsnerven ind i øjenhulen.

Os ethmoidale (Sibenet)

Os ethmoidale, sibenet, består af følgende komponenter:

• en horisontal plade, som er perforeret af talrige fine huller. Den danner loft i næsehulen og den midterste del af bunden i den forreste del af kraniehulen. Igennem hullerne i knoglepladen forløber nervetrådene fra lugteslimhinden i næsehulen, nn. olfactorii.
• en vertikal plade, som fra den horisontale plade strækker sig ned i næsehulen. Den udgør en del af det næseseptum, som deler næsehulen i en højre og venstre halvdel.
• to labyrinter, hver bestående af talrige tyndvæggede hulrum, sibenscellerne, som hører til næsens bihuler. Labyrinterne er hæftet til siderandene af den horisontale plade. To tynde, buede knogleplader, concha nasalis superior og concha nasalis media, den øverste og midterste næsemusling, prominerer ind i næsehulen fra hver labyrint. En tredie næsemusling, concha nasalis inferior, er en selvstændig knogle i næsehulens sidevæg.

Sibenet ligger næsten skjult mellem kilebenet og pandebenet. Det er en uregelmæssig knogle, som består af et midterstykke og to sidestykker. Midterstykket er sammensat af et horisontalt og et mediant stillet knogleblad. Det horisontale blad kaldes lamina cribrosa, er siformet gennemhullet og danner gulv i den forreste del af hjernekassen og loft i næsehulen. Det mediant stillede knogleblad har to fremspring, crista galli og lamina perpendicularis.

Ansigtsskelettet

Ansigtsskelettet (splanknokraniet, Viscerokraniet) består af overkæbeskelettet og underkæbeskelettet. Overkæbeskelettet er tilbygget den forreste del af hjernekassens basis, og
det er sammensat af et antal parrede knogler og en uparret knogle. De parrede er:

• maxilla (overkæbebenet)
• os zygomaticum (kindbenet)
• os nasale (næsebenet)
• os lacrimale (tårebenet)
• os palatinum (ganebenet)
• concha nasalis inferior (det nedre muslingeben)

Den uparrede knogle er Vomer (plovskærebenet).

Maxilla (Overkæbebenet)

Overkæbebenene bidrager til dannelsen af af bunden i øjenhulerne og sidevæggene i næsehulen og de indgår i begrænsningen af den forreste, pærformede åbning af den ossøse næsehule.

Corpus maxillae indeholder den største af bihulerne, sinus maxillaris. Corpus har fire fremspring. Pandefremspringet og kindbensfremspringet forbinder knoglen med pandebenet og kindbenet. Ganefremspringet danner med det modsidige
ganefremspring den forreste og største del af den hårde gane, som er loft i mundhulen og gulv i næsehulen. Det bueformede tandfremspring, processus alveolaris danner med det modsidige tandbuen, der bærer overmundstænderne.

Os zygomaticum (Kindbenet)

Os zygomaticum, kindbenet, danner den forreste del af lateralvæggen i øjenhulen og begrænser indgangen til denne nedadtil og lateralt. Det sender et fremspring bagud, som sammen med fremspringet fra os temporale danner arcus zygomaticus.

Os nasale (Næsebenet)

Os nasale, næsebenet, er en lille, flad knogle, som ligger foran og medialt for overkæbebenets pandefremspring. De to næseben danner den benede
del af næseryggen.

Os lacrimale (Tårebenet)

Os lacrimale er den mindste og skrøbeligste af ansigtsskelettets knogler. Den ligger fortil i medialvæggen af øjenhulen. I en fure optager den tåresækken og tåregangen, som munder i næsehulen.

Os palatinum (Ganebenet)

Os palatinum, ganebenet, findes i den dybe del af ansigtsskelettet, bagtil i sidevæggen af næsehulen. Ganefremspring fra de to ganeben danner den bageste del af den hårde gane.

Vomer (Plovskærbenet)

Vomer er den bageste del af den benede næseskillevæg. Dens bagkant skiller mellem de to bageste næsebor, choanae.

Mandibula (Underkæbebenet)

Mandibula, underkæbebenet, er den største og stærkeste af ansigtsskelettets knogler. Dens horisontale, buede corpus bærer opadtil pars alveolaris, hvori undermundstænderne er fæstet. Underkanten, basis mandibulae, er bred, afrundet og let palpabel. Ramus mandibula er den flade, stærke knogleplade, som skyder sig op fra bageste del af corpus.

Kæbevinklen, angulus mandibulae, er vinkelen mellem basis mandibulae og bagkanten af ramus. Overkanten af ramus bærer to fremspring. Processus condylaris, det bageste, bærer kæbeleddets ledhoved. Processus coronoideus, det forreste, giver fæste for en tyggemuskel. En
knoglekanal, som begynder midt på den indvendige flade af ramus mandibulae fører kar og nerver til undermundstænderne. Den ender på udsiden af corpus mandibulae i foramen mentale. Efter tab af undermundstænderne resorberes pars alveolaris, og hagen synes herefter mere spids.

Øjenhulen (orbita)

Øjenhulen, orbita, er nærmest firesidet pyramideformet. Pyramidens spids peger bagud og medialt. Gulvet i orbita dannes af oversiden af
overkæbebenets corpus. Bagtil er loftet gennemboret af canalis opticus fra den midterste hjernegrube. Spalten, som skiller mellem de bageste
dele af loftet og lateralvæggen er fissura orbitalis superior. De bageste dele af lateralvæggen og bunden er adskilt af fissura orbitalis inferior. Herfra løber en fure fremad i gulvet for at fortsætte i en kanal, som udmunder i foramen infraorbitale på forsiden af maxillens
corpus.

Os hyoideum (Tungebenet)

Os hyoideum, tungebenet, er en hesteskoformet, spinkel knogle i halsens øverste, forreste del imellem mandibula og strubehovedet. Den består af et corpus og to store og to små tungebenshorn. Den er ved ligamenter forbundet med tindingebenets processus styloidei. Den giver udspring for muskler, som bevæger tungen, og som assisterer ved tale og synkning.

Frakturer

Slag på kraniet kan beskadige den underliggende hjerne uden fraktur af kranieknoglerne. Et lokalt kraftigt slag på kraniet hos den voksne kan danne en comminut depressionsfraktur (splintringsbrud med talrige små brudstykker). Et spædbarns kranium er mere elastisk og et kraftigt slag vil lave en depressionsfraktur lig den fordybning der dannes når der trykkes på en bordtennisbold.

Frakturer i fossa cranii anterior kan involvere sinus frontalis, sinus ethmoidalis og sinus sphenoidalis og kan ledsages af blødning ind i næsen. Frakturer i bunden af fossa cranii anterior kan indvolvere lamina cribrosa ossis ethmoidalis med anosmia (tab af lugt) på grund af overrivning af fila olfactoria.

Frakturer i fossa cranii media kan give blødning ind i mundhulen, blødning eller siven af cerebrospinalvæske fra øret og beskadigelse af n. facialis og/eller n. vestibulocochlearis. Blødning fra øret kan selvfølgelig skyldes direkte skade, fx læsion af trommehinde.

Frakturer i fossa cranii posterior er sædvanligvis ledsaget af kranienervepåvirkning. Klinisk bemærkes smerter over processus mastoideus med udstråling nedad over m. sternocleidomastoideus.

Siven af gullig klar væske (cerebrospinalvæske) fra næsen indikerer læsion af meninges – subarachnoidalrummet er i forbindelse med næsehule – risiko for meningitis.

Frakturer i gulvet af orbita er hyppigt forbundet med blødninger som trækker fremad under conjunctiva (subconjunctival blødning). Et blåt øje er nødvendigvis ikke tegn på fraktur – skyldes som regel blødning fra en direkte kontusion af bløddelene omkring orbita. Frakturer kan også beskadige canalis opticus hvilket fører til atrofi af n. opticus med blindhed til følge.

Sidst opdateret 19. maj 2023