Undergruppe af de hvide blodlegemer (leukocytterne). Lymfocytter er omkring 10 μm i diameter, og er normalt til stede i blodet (20-50% af de hvide blodlegemer). Lymfocytter spiller en afgørende rolle i immunforsvaret og udgør to adskilte populationer, T-lymfocytter og B-lymfocytter.
Forekommer også sparsomt i huden, hvor de fungerer i samspil med langerhansceller.
Fordeling
En voksen har omkring 1 5 kg lymfoidt væv indeholdende af størrelsesordenen 5×1011 lymfocytter med en egenvægt på 300 g. De er fordelt således:
- 41% i lymfeknuderne
- 15% i milten
- 11% i thymus
- 11% i knoglemarven
- 11% slimhindeassocieret i mavetarmkanalen
- 6% knyttet til nedre luftveje
- 2,5% i blæren og genitaliers slimhinder
- 2% i blodet
- 0,5% i huden
Udvikling
Det menes at B- og T-cellesystemerne udvikledes samtidig for ca 500 mio år siden (hvor der er sket en genduplikation (benævnes genome replication) i perioden omkring den kambriske eksplosion). Det betyder at de genetiske områder med multiple gensegmenter der koder for BCR-kæderne og TCR-kæderne benytter samme metode under diversitetsudviklingen. BCR og TCR har derfor store lighedspunkter – men det de genkender er forskelligt. B-cellereceptoren kan generelt reagerer med enhver molekylær struktur, forudsat at denne er eksponeret, dvs kan ”ses” – hvorimod TCR alene kan genkende korte peptidsekvenser, der præsenteres i sammenhæng med et vævstypemolekyle (MHC) – der er dog enkelte undtagelser.
Såvel T-cellesystemet som B-cellesystemet udvikles fra en multipotent stamcelle over en lymfoid progenitor til enten en pro-T-lymfocyt eller en pro-B-lymfocyt, og herfra videre til forskellige celletyper. Slutstadiet er effektorceller, effektor-T-lymfocytter eller antistofsecernerende plasmaceller. For begge celletypers vedkommende kan aktivering betyde en dannelse af memory-celle.
T-cellesystemet opdeles først i to typer, T-lymfocytter som har α/β–receptorer og T-lymfocytter som har γ/δ–receptorer. T-lymfocytter som har α/β-receptorer kan så inddeles i de CD8-positive celler, som efter aktivering udvikles til cytotoksiske celler, og de CD4 positive celler, som siden kan videreudvikles som TH1 celler|TH1 eller TH2 celler, af hvilke en subpopulation af regulatoriske T-celler (TReg’er) er udviklet. Endelig findes en type såkaldte inflammatoriske T-celler, TH17-cellerne. En speciel type af T-lymfocytter har α/β-receptorer med meget begrænset specificitet, og som har ligheder med NK-celler, kaldes NKT-celler. De henregnes ofte til det innate immunsystem.
Fra B-cellesystemet findes en population af meget tidlige såkaldte B1-B lymfocytter, som udvikles i fosterlivet, er selvfornyende og stimuleres til T-celle uafhængige effektorfunktioner. De er baggrunden for de såkaldte naturlige IgM-antistoffer. Deres specificitet er meget begrænset, og de henregnes lige som NKT-cellerne til det innate immunsystem. Senere udvikles de såkaldte B2-B-lymfocytter, som så igen kan opdeles i marginalzone B-lymfocytter (som har lighedspunkter med B1-B-lymfocytterne og stimuleres til T-celle uafhængige respons), og follikulære B-lymfocytter. De follikulære B2-B-lymfocytter kan under deres antigen-specifikke aktivering undergå klasseskift og somatiske hypermutationer, der kan medføre affinitetsmodning.
Sidst opdateret 19. maj 2023