Betegnelse for Den ydre øregang. Meatus acusticus externa, er ca. 3,5 cm lang (yderste 2/3 brusket, inderste 1/3 knogle). Gangen er bredest yderst (ca 1 cm diameter) og smallest i den ossøse del, (isthmus) ca. 5 mm fra trommehinden.
Øregangen er svagt S-formet (yderste rettet fremad og opad, midterst rettet bagud og opad, inderst rettet fremad og nedad). Huden i den ossøse del er tynd og stramt nedbundet. Huden i den bruskede del er tykkere og indeholder fine hår og fedtkirtler, samt talrige store modificerede (apokrine) svedkirtler, glandula ceruminosae (tilsammen danner kirtlerne ørevokset, cerumen der tilfører fugtighed og giver selvrensning).
Den bruskede del af øregangen er solidt fæstnet til porus acusticus externus i den ossøse del, og lateralt fortsætter den i auricula’s brusk.
Kar- og nerveforsyning
Det ydre øre forsynes af små grene fra a. auricularis posterior og a. temporalis superficialis og øregangen fra a. auricularis profunda. Venerne følger arterierne. Lymfen løber frem til lnn. Parotidei superficiales og bagud til lnn. Mastoidei. n. auriculotemporalis (bageste stamme af n. mandibularis) innerverer forvæggen og loftet i øregangen, ramus auricularis n. vagi tager det resterende.
Klinik
Den ydre øregang er delvist innerveret af n. vagus som også er involveret i brækrefleksen. Hvis man stikker en finger i øret vil man derfor kunne udløse brækrefleksen. Det er også derfor at en alvorlig infektion i den ydre øregang også kan forårsage opkastning.
En byld i den ydre øregang er smertefuldt. Dette skyldes at en infektion skaber væskeansamling, som normalt ville sprede sig. Dette kan dog ikke lade sig gøre i den ydre øregang. Dette skyldes at huden er fast bundet til periost og perichondrium. Derved kan væsken ikke spredes og der opstår i stedet spændinger, som forårsager smerte
Sidst opdateret 19. maj 2023