Münchhausens syndromet er en sygdom, hvor patienten foregiver, overdriver eller skaber symptomer på sygdom for at få opmærksomhed og sympati. Patienten lider af et dybt følt behov for at være syg, en trang, som kan blive så stærk, at den får vedkommende til at skade eller forgifte sig selv for at opretholde illusionen om en organisk sygdom.

Münchhausens syndromet kaldes også for Sygdomsefterligning.

Dette skal ikke forveksles med Hypokondri, der er sygdomsangst hvor man faktisk tror man er syg.

Syndromet er navngivet efter Baron Karl Friedrich von Munchausen, der i det 18. århundrede kom i det rusiske millitær og er kendt for sine mange fantastiske beretninger om kampe han deltog i.

Forekomst

Syndromet ses mest hos personer mellem 20 og 40 år. Især kvinder der arbejder i sundhedssektoren eller mænd med få familierelationer er disponerede.

Årsag

Selv om der ikke er nogen specifik årsag til Münchhausen-syndromet, er risikofaktorer for sygdommen borderline eller antisociale personlighedstræk eller nag til den medicinske profession og sociale, som at have en personlig eller familiær anamnese med alvorlig sygdom eller en historie af omsorgssvigt, misbrug eller anden mishandling.

Klinisk

Patienten går typisk fra den ene læge til den anden eller fra sygehus til sygehus. Symptomer og gener ændres til stadighed og der er en høj forekomst af selvforgiftninger og selvskader, for at kunne fremvise det ønskede sygdomsbillede.

Behandling

Selv om en person med Münchhausen syndrom søger aktivt behandlingen af de forskellige lidelser, han eller hun opdager, er personen ofte er uvillige til at indrømme og søge behandling for syndromet selv. Dette gør at det at behandle mennesker med syndromet er meget udfordrende, og udsigterne for en effekt er ringe.

Når behandlingen er søgt, er det første mål at ændre personens adfærd og reducere hans eller hendes misbrug eller overforbrug af medicinske ressourcer. Når dette mål er opfyldt, har behandling til formål at finde ud af eventuelle underliggende psykologiske problemer, der kan være årsag til personens adfærd.

Som med andre kunstige lidelser, er den primære behandling for syndromet psykoterapi eller samtaleterapi (en type rådgivning). Behandling fokuserer normalt på at ændre tankegang og adfærd hos den enkelte (kognitiv adfærdsterapi). Familie terapi kan også være nyttige hvor man underviser familiemedlemmer i ikke at belønne eller forstærke adfærd på den person med sygdommen.

Referencer

1. Seksuelle overgreb på børn (F-M8)

Sidst opdateret 19. maj 2023