Penicillin er en speciel gruppe af antibiotika, der virker ved at nedbryde cellevæggen på bakterier.
Virker ved at hæmme opbygningen af peptidoglycan i bakteriens cellevæg ved binding til specifikke proteiner. Resultatet er svækkelse og ødelæggelse
af cellevæggen. Virker baktericidt (dræbende) i klinisk opnåelige koncentrationer.
Resistens
Slægten Staphylococcus er som tommelfingerregel resistent over for almindeligt penicillin G. Dette skyldes bakteriernes produktion af beta-laktamase, der ødelægger den beta-laktamering, penicillinerne er bygget op om. Til behandling af beta-laktamasedannende Staphylococcus kan anvendes et beta-laktamasestabilt penicillin som dicloxacillin. Før i tiden anvendtes meticillin, der dog nu er afregistreret i Danmark. Der tales dog fortsat om meticillin i forbindelse med resistens hos Staphylococcus aureus, de såkaldte MRSA (Mericillin Resistant S. Aureus). hvilket også indbefatter resistens over for dicloxacillin.
Nogle bakterier af slægten Staphylococcus har endvidere udviklet resistens over for de beta-laktamasestabile penicilliner, hvilket skyldes mutationer i de proteiner, der binder P-laktamringen. Penicillinerne og cefalosporinerne har en fælles grundstruktur, beta-laktamringen. Der findes beta-laktamaser, der er specifikke for forskellige penicilliner henholdsvis cefalosporiner, men også beta-laktamaser, der er aktive over for både penicilliner og cefalosporiner.
Resistens eller nedsat følsomhed hos Streptococcus pneumoniae over for penicillin skyldes ændringer i de penicillinbindende proteiner. Dette skyldes formodentlig mutationer efter optagelsen af fremmed DNA fra mundhulebakterier, sandsynligvis orale streptokokker.
Ampicillin og amoxicillin er penicilliner med såkaldt udvidet spektrum, dvs. de også har effekt over for Gram-negative stave. De kaldes derfor tillige for bredspektrede antibiotika. Resistens over for bredspektrece penicilliner og cefalosporinerne hos Gramnegative stave skyldes også beta-laktamaseproduktion.
Årsager til multipel resistens over for flere antibiotika ud over penicillinerne og cefalosporinerne, kan være optagelsen af plasmider, f.eks. R-faktor, eller transposoner. med flere resistensegenskaber samt ændringer i cellevæggen, der gør den mindre permeabel over for forskellige antibiotika og ændringer i pumper, der kan transportere antibiotika ud af bakteriecellen.
Bivirkninger
Bivirkninger ved brugen af penicillinerne er allergi, og i meget høje koncentrationer ses irritation af CNS. Bivirkninger kan undgås ved at give almmdeligt penicillin G, der er mindre allergifremkaldende end de andre penicilliner. Der er krydsallergi mellem de forskellige penicilliner.
Symptomer på penicillinallergi kan være:
- Makupapuløst udslæt
- Nældefeber
- Ødem i læber
- Ødem i øjenomgivelser
- Ødem i slimhinder
- Anafylaktisk shock
- kvalme
- opkast
Ved akut penicillinallergi har patienten et Th2 medieret respons mod penicilinmodificerede selv- antigener og har udviklet IgE antistoffer (type I hypersensitivitet). Derfor risiko for anafylaktisk shock. Ved klassisk penicillinallergi har patienten IgG anti-stoffer mod penicilin-modificerede selvantigener hvilket giver depletering af røde blodlegemer og blodplader (type II hypersensitivitet).
Historie
Penicillin blev opdaget af Sir Alexander Fleming i 1928. I 1943 begyndte den danske produktion af penicillin. Det var 2. verdenskrig der satte gang i anvendelsen af penicillin. Han fik i 1945 nobelprisen i medicin for opdagelsen.
Før penicilin var det kun ca. 15% der ubehandlet overlevede en alvorlig infektion i mere end 20 dage, mens dette tal med penicillin blev hævet til 90%.
Sidst opdateret 19. maj 2023