Den hyppigst undersøgte overfladerefleks hos voksne og ældre børn er plantarrefleksen. Den undersøges ved med spidsen af reflekshammerens skaft eller en negl at stryge i planta. Normalt viser refleksen sig ved at tæerne bøjes plantart.
De første måneder efter fødslen findes Babinski’s tegn, dvs. at storetåen bøjer dorsalt og tæerne spredes. Det samme tegn ses ved beskadigelse af menneskets motoriske ledningsbaner, bl. a. ved hjerneblødning.
Reflekser omtales i mange sammenhænge, bl.a. under muskeltonus og tonusfordeling, ved udvikling af komplicerede bevægelsesmønstre som gang og løb, endvidere ved stående stilling, ligevægts- og stillingsans.
Sidst opdateret 19. maj 2023