Rygsmerter

Rygsmerter er smerter i ryggen. Der findes også følgende specifikke betegnelser:

  • Lumbago – smerter i lænden
  • Ischias – smerter der stråler ned i benene

Udvikling

Ofte forsøger man at klassificere patienterne på nedenstående figur, udfra hvorvidt smerten er mest organisk eller psyko-social. For kroniske smerter er der ofte mest psyko-socialt komponent, selvom det sjældent udelukkende er psykosocial. I øvrigt har “psykisk” en dårlig klang hos patienter – ordet “smerteadfærd” er bedre.

Den smerte patienterne oplever
Den smerte patienterne oplever

Udviklingen i rygproblemer har steget meget siden 1950’erne. Umiddelbart mener man at det er den psyko-sociale komponent der er steget, dvs. den måde vi opfatter og tackler smerte på, og ikke så meget den biologiske komponent. I behandlingen og forskningen har vi desværre mest fokuseret på den biologiske komponent, hvilket kan forklare stigningen.

rygproblemer-udvikling

Når vores måde at tackle smerter på har ændret sig, skyldes det ikke at vi er blevet psykisk abnorme. Derimod skyldes det en i og for sig helt naturlig følge af visse forhold i udviklingen, der bevirker at en vis organisk smerte kommer til at fylde mere end tidligere. Eksempler på dette er:

  • nedsat accept af det at have smerter
  • større krav til diagnose
  • større behandlingskrav
  • god økonomisk kompensation ved sygdom, spec. i forbindelse med ringe arbejdsglæde
  • kulturelle forhold

Ætiologi

I mange tilfælde, måske 20-30%, kan man ikke afklare årsagen til rygsmerter. Man inddeler dem i discusrelaterede rygsmerter og ikke-discusrelaterede rygsmerter.

Rygsmerter der typisk ses ved bestemte aldre
Rygsmerter der typisk ses ved bestemte aldre

Discusrelaterede rygsmerter

  • Primær disk-smerte
  • Prolaps
  • Modic forandring
  • Degenerativ spondyolistese
  • Sekundær facetsmerte
  • Spinal-stenose
  • Spondylo-discitis

Ikke-discusrelaterede rygsmerter

  • osteoporotisk fraktur
  • traumatisk fraktur
  • Bechterew (inflammatorisk)
  • Reiter (inflammatorisk)
  • Primær facetsmerte
  • Mb Scheuermann
  • SI-led
  • Arcolyse / spondyl-olistese
  • Tumorer

Tumorer i ryggen

Tumorer i ryggen skyldes mest metastaser fra:

  • Brystcancer
  • Prostatacancer
  • Lungecancer
  • Renalcelle-carcinom
  • Myelomatose

Klinisk kommer der naturligvis smerte, mens spændingen i knoglen øges, når en metastase vokser, og fordi inflammatoriske processer udspiller sig. Men ikke sjældent debuterer det kliniske billede med et sammenfald i corpus. Det opstår gerne ved et relativt fredeligt løft.

For rygsymptomer har neurinomer / schwannomer også betydning. Det er langsomtvoksende, godartede tumorer, der viser sig som en fortykkelse på nerveroden. Når de bliver så store, at de komprimeres fordi omgivelserne i spinalkanalen ikke længere kan give efter, kan de klinisk vise sig med et billede, der til forveksling ligner en discusprolaps. Neurinomer udgår fra nervecellerne, og vil betinge, at et stykke af nerveroden må fjernes helt, med dertilhørende neurologiske symptomer til følge. Schwannomer udgår fra nerveskeden, og vil kunne fjernes uden at nerven ødelægges.

Organsmerter i ryggen

Smerter fra thorakal-ryggen stråler ofte bælteformet frem på forsiden af kroppen. De øvre thorakale segmentsmertesyndromer kan simulere hjertesmerter, hvis de er venstresidige.

Vigtige betragtninger

Der findes mange misforståelser i behandlingen af rygsmerter, og i dette afsnit opridses nogle vigtige pointer.

Sænket smertetærskel

Der ses generelt sænket smertetærskel i forhold til rygsmerter ved:

  • en del tilfælde af kronisk rygsmerte
  • hvis der kører en sag
  • hvis man er sygemeldt
  • en del tilfælde af Whiplash-Associated Disorders (WAD),
  • Fibromyalgi

Bevægelser ved løft

I flere generationer (mindst 4 årtier) har man instrueret folk til at huske at bøje knæene når man løfter. Det er blevet dokumenteret, at sådan løfteinstruktion tenderer til at skade mere end det gavner, fordi det øger fokuseringen
på rygsmerterne, og det kunstige bevægemønster skaber sandsynligvis også unødige spændinger. Hvis man omtaler løft bør det hellere fremhæves, at naturen har programmeret vores ”bevæge-computer” til selv at styre denne motorik. Det skal vi ikke blande os i.

Rygsmerter & arbejde

Gå normalt på arbejde selv om du har ondt. Langvarig sygemelding bedrer ikke situationen, og giver tværtimod en stor risiko for aldrig at vende tilbage til job efter lang tids sygemelding. En sådan sygemelding bevirker i sig selv, at ryggen generes mere.

Hvis rygsmerterne er akut slemme, så patienten ikke kan stå oprejst for smerter, kan det være nødvendigt at hvile sig et par dage. Dette er dog ikke en del af behandlingen, men kun en nødsituation. Så snart patienten er klar til det, skal der igangsættes bevægelsesaktivitet.

Rygsmerter & motion

Dyrk motion. Næsten alle former for motion er godt for ryggen, når omtanken er med. Formentlig er almindelig aktivitet i hverdagen kombineret med regelmæssig motion 2-4 timer ugentlig den mest effektive indsats for at holde fremtidige rygproblemer på et fredeligt niveau. Men det skal også huskes, at selvom effekten af træning ved kronisk rygsmerter er dokumenteret, så er effekten ikke imponerende. Så hvis en patient virkelig ikke har lyst til at motionere er det ikke en god ide at presse på.

Behandling

Når man taler rygsmerter og madrasser er der kun tale om madras til nattesøvnen. Sengeleje er ALDRIG en behandling af rygsmerter. Undersøgelser viser, at madrasser, der bedst former sig efter kroppens form (vandmadras / viscoelastisk madras, kendt som Tempur) er bedre ved længerevarende rygsmerter end en hård madras. Men hvor andre madrasser (springmadras, forskellige andre moderne typer) ligger på denne effekt-skala vides ikke.

Analgetisk behandling med brug af paracetamol eller NSAID har en påvist effekt. Svagtvirkende opioid kan være indiceret især hos patienter med voldsomme akutte lænderygsmerter. Der er ikke additiv effekt af paracetamol + NSAID. Små doser NSAID er generelt lige så smertestillende som større doser, mens kun den antiinflammatoriske effekt bliver større med større doser. Men dette synes ikke relevant ved almindelige rygsmerter. Vær meget tilbageholdende med opioider og opioid-lignende stoffer til rygpatienter.

Links


Sidst opdateret 19. maj 2023

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *