Det at en celle producerer og udskiller et stof. Udskillelse af kemiske stoffer som fx enzymer og hormoner fra en celle, en kirtel eller et organ. Det afgivne stof betegnes sekret. Exokrine kirtler afgiver sekret gennem en udførselsgang til hud eller slimhinder; eksempler er spytkirtler, tårekirtler og svedkirtler. Hormonproducerende (endokrine) kirtler afgiver hormoner til blodbanen; forekommer bl.a. i hypofyse, skjoldbruskkirtel, biskjoldbruskkirtler, binyrer, testikler og æggestokke. Bugspytkirtlen er en blandet kirtel, der afgiver bugspyt til tolvfingertarmen og hormoner til blodbanen.
Sidst opdateret 25. marts 2025