Suturering er at lukke et sår med syning. Dette gør man:
- Inden 6 timer efter skaden, hvis det ikke er kontamineret (bidsår og lign.)
- Inden 24 timer i ansigtet – også ved kontamineret.
- Kontamineret sår (bidsår) lukkes først på 5. dagen.
- Efter 6 timer er såret potentielt inficeret og må ikke sutureres primært. Så lukkes det først på 5. dagen.
Efter 6 timer eller ved kontamineret sår renses og revideres og holdes fugtigt af saltvandsmeche, der dækkes med vandtæt hinde. Saltvandsmechen skiftes én gang dagligt til såret kan lukkes på omkring 5. dagen – og da kun hvis der ikke er tegn på infektion (rødme, hævelse, varme og smerter).
Der gives altid antibiotika (peniciliin førstevalg] ved bidsår.
Man anvender sterile handsker og mundbind til sutur. Såret rensen inden suturering.
Procedure
Patienten informeres om proceduren inkl evt. lokalanalgesi. Det er vigtigt at pointere, at suturering er en steril proces. For lægens vedkommende indebærer dette sterile handsker og mundbind. For patientens vedkommende sårrens med pH-neutral sæbe og vand, og skylning med fysiologisk saltvand (+ fjern nekrotisk og forurenet væv), samt afdækning med sterilt klæde.
Inden man starter med at sy, vurderes såret mhp. dybde, længde og lokalisation. Det er ligeledes vigtig at undersøge for yderligere skade. Er der f.eks. et underliggende brud? Er der normal følesans og bevægelse distalt for skaden? Er der normalt kapillærrespons og puls distalt for skaden? Ved sår i hovedet skal man huske, at patienten evt. kan have pådraget sig en hjernerystelse, hvorfor det er vigtigt at spørge ind til hovedpine, kvalme/opkast og bevidsthedsnivau, ligesom man skal vurdere pupillernes reaktion.
- Dybde: Det vurderes om underliggende fascier, muskler, kar og nerver er involveret.
- Længde: Stingantal, mængde af analgetika og bedøvelsesteknik afhænger af dette.
- Lokalisation: Udfra lokalisationen vurderes om der skal bedøves, hvilken bedøvelsesteknik der bruges, samt hvilken tråd- og nålestørrelse der bruges.
Alle disse oplysninger skal indføres i patientens journal eller skadekort!! Husk at spørge til sidste stivkrampevaccination!!
Nål og tråd
Nålens form og størrelse er angivet på pakkens forside. Nålespidsen kan være skærende/traumatisk (trekantet som på billedet foroven) eller atraumatisk (rund). Til hudsutur anvendes typisk en traumatisk nål, mens de atraumatiske typisk bruges i tarme og andre interne strukturer.
Trådtype og –tykkelse er ligeledes angivet på forsiden. Af typer findes hhv. absorberbar og nonabsorberbar samt flettet og monofil. Tykkelsen angives i et talsystem fra 11/0 til 1/0, hvor 11/0 er tyndest og 1/0 er tykkest. Tykkere tråde findes også – her går skalaen fra 1 til 7, hvor 1 er tyndest og 7 er tykkest (ståltråd til at sy sternum sammen med). Trådens tykkelse vælges udfra lokalisation, vævstype og belastning; tynd hud = lille trådtykkelse (fx ansigt), tyk hud eller fascie = tyk tråd! 3/0 og 4/0 er to hyppigt valgte trådstørrelser i skalp, på krop og ekstremiteterne, og 5/0 til 6/0 i ansigtet, på hænder og fødder.
Børn kan med fordel sys med resorberbar sutur (fx Vicryl Rapid)
Instrumenter
Til håndtering af nålen anvendes en nåleholder under gennemstikningen og en pincet til at modtage nålen. Pincetten kan være kirurgisk (eller anatomisk). Vær opmærksom på, at alle pincetter traumatiserer sårkanterne – den kirurgiske dog mindre end den anatomiske, men i stedet kan det anbefales at bruge hudkrog eller det ene ben af pincetten. Slutteligt en saks til at klippe tråden med – enten en kirurgisk (buet spids) eller en med almindeligt endestykke.
Samtlige instrumenter håndteres med 1. og 4. finger.
Suturteknik
Nålen fattes på den bagerste 3.del med nåleholderen, således at der dannes en vinkel på 90 grader ml. nål og –holder. Første sting sættes ½ cm fra sårenden. Hvis såret er meget langt, kan det være nødvendigt at sætte første sutur midt i såret og på denne måde ”halvere” såret. Evt. skal dette gentages et par gange, så man får et antal kortere sår.
Ved stor stramning kan suturering fra enderne være nødvendig for gradvist at mindske tensionen og udnytte hudens elastisitet. For at opnå alignment af såret kan enderne trækkes fra hinanden fx med
hudkrog og sårrandene markeres med markeringspen.
Man benytter sig af nålens krumning under hudpenetrationen, og søger at undgå lommedannelse under tråden ved at stikke tilpas dybt. Stingene sættes ca. ½ cm fra sårranden, og det bestræbes at opnå samme afstand ml. ind- og udstikssted i forhold til sårranden, således at suturløkken griber om lige store vævsbidder på hver side af sårspalten.
Afstanden ml. stingene skal ligeledes være ca. ½ cm. Knuderne laves vha. 2-1-1-1 teknikken og det understreges at sårrandene blot skal mødes i midtlinjen og at knuden IKKE må strammes for meget (grimt ar og nedsat heling pga. reduceret perfusion). Såret vil hæve op og danne let ødem indenfor de første ca. 4 timer efter skaden, hvilket man også skal tage hensyn til, når man knytter sin suturløkke.
Ved brug af tynde suturer i fx ansigt og på hænder må afstanden mellem de enkelte suturer mindskes og ligeledes afstanden mellem sårrand og indstiksted (som tommelfingerregel: afstand mellem
suturer = bredde af sutur)
Efter knuderne er lavet, sikrer man sig, at de holder og placerer dem i samme side. Hvis den ene sårlæbe ligger forskudt i forhold til den anden, kan dette justeres ved at rykke knuden over på den anden side (se figur).
Hvis der er tale om et dybere sår, er det vigtigt at nålepassagen gennem sårlæberne sikrer, at der tages mere væv med i dybden end i overfladen. Dette gøres for at undgå inversion af sårlæberne, og kan kun lade sig gøre ved at penetrere hver sårlæbe for sig.
Særligt ved de dybe sår, er det vigtigt, at man kommer godt i dybden med sin sutur, men det er ikke nødvendigt at man kommer helt ned i bunden af såret.
Efter suturering skal såret dækkes med forbinding eller plaster.
Knudeteknik
Fjernelse af sutur
Suturfjernelse sker hos egen læge på ca. 5. dagen ved suturer i ansigtet og 10-14. dagen ved suturer på ekstremiteter og krop. Selve fjernelsen sker ved at klippe tråden tæt på hudoverfladen som muligt. Derved trækkes beskidt tråd ikke unødigt igennem såret. Det er derudover vigtigt at fjerne suturen ved træk mod cikatricen.
Man inspicerer cikatricen for rødme og ødem mhp. at udelukke infektion. Foreligger der manifest symptomgivende infektion sikres afløb for pus og antibiotika-behandling er indiceret.
Hvis såret bliver inficeret, er det vigtigt, at man fjerner trådene – også selvom der ikke er gået det antal dage, man havde regnet med at trådene skulle sidde.
Sidst opdateret 5. august 2024