Transplantation er Overførsel af væv eller organer fra eet individ til et andet (inden for samme art). Den der modtager vævet kaldes Recipient og den der afgiver kaldes for donor. Transplantationen kan ske ved:

• Allotransplantation hvor donor og recipient ikke er den samme
• Autotransplantation hvor donor og recipient er den samme

Typer

Ofte deles transplantation ind i:

• Organtransplantation
• Blodtransfusion
• Knoglemarvstransplantation
• Stamcelletransplantation

Knoglemarvtransplantation

En speciel form for transplantation er transplantation af knoglemarv til en recipient som er gjort immun-inkompetent. En sådan transplantation udføres når man ønsker at udskifte de hæmatopoietiske celler hos en patient, der fx har leukæmi. Her gør man først recipienten immun- inkompetent ved behandling med cytostatika og med bestråling, hvorefter man tilfører donor- knoglemarv. Risikoen her er at donor-cellerne angriber recipientens celler, og der kræves derfor næsten total forligelighed mht MHC (opnås enten fra MHC-identiske søskende (25% vil som nævnt være identiske) eller ud fra søgning i et verdensomspændende donor-register). Reaktionen fra donorceller imod recipienten benævnes graft-versus-host reaktion (GVH), og kan være dødelig, men kan modvirkes med medicin der hæmmer T-celle aktivering (anti-CD4, cyklosporin, tacrolimus, kortikosteroider).

Komplikationer

Problemer ved transplantation er ofte:

• Kirurgiske
• Mikrobiologiske – overførsel af smitte
• Immunologiske – reaktion på fremmed væv og overførsel af reagerende celler

Det medfødte immunsystem må nødvendigvis acceptere allelle varianter indenfor arten, fordi det er co-evolueret med dem. Derfor er det medfødte immunsystem ikke en barriere for allotransplantation.

Det adaptive immunsystem er udviklet i det enkelte individ og derfor ikke tolerant overfor andre individers antigener. Derfor er det adaptive immunsystem en barriere for allotransplantation!

Blodtransfusion

• Hæmolyse
• Rhesusimmunisering
• Immunisering mod andre blodtypeantigener: Kell, Duffy, Kidd
• HLA-klasse-Iimmunisering
• HPA-1a-immunisering
• Hæmolytisk sygdom i foster og nyfødt (erythroblastosis foetalis)
• Neonatal alloimmun

Organtransplantation

• Immunisering
• Akut afstødning (rejektion)
• Kronisk afstødning
• Graft-versus-host sygdom

Afstødning

Afstødningen af et transplantat er en immunologisk reaktion, og reaktionen skyldes at der i et individ (her recipienten af et transplantat) er en meget høj frekvens af T-lymfocytter, der genkender og reagerer med de fremmede MHC-alleler hos donoren – op mod 5-10% af naive T-lymfocytter vil genkende eet bestemt MHC-allel (de genkender dels direkte det fremmede MHC med eget (donor) peptid i bindingskløften på donor-APC (kaldes direkte allo-genkendelse), dels processerede peptider (fra donor) siddende i bindingskløften på recipientens MHC på recipientens APC (kaldes indirekte allo-genkendelse)).

Det er primært CD4+-lymfocytter der er afgørende for afstødningsreaktionen, og der findes en in-vitro metode til at illustrere reaktiviteten: MLC eller mixed lymphocyte culture. Her blandes donor- lymfocytter (gjort ikke-reaktive ved bestråling eller efter mitomycin-behandling) med recipient- lymfocytter. Reaktionen måles så efter få dage som inkorporation af radioaktivt mærket thymidin i den stimulerede recipient-cellepopulationen. Specielt senere i forløbet spiller også antistoffer og T_C-lymfocytter en rolle.

Forligelighed mht MHC er meget vanskeligt at opnå. Naturligvis er enæggede tvillinger gode donorer, men også 25% af søskende vil have identisk MHC (de har nedarvet de samme to haplotyper fra faderen og moderen). Det er en nødvendig betingelse at der er forligelighed mht AB0-blodtype.

Der findes dog i dag metoder som kan muliggøre transplantation på trods af i hvert fald delvis manglende forlig:

1. Antistoffer mod T-lymfocytter (fx anti CD3 eller anti CD4) vil modvirke T-celle reaktiviteten
2. Binyrebarksteroider (prednison)
3. Specifikke T-celle-hæmmere (Cyclosporin, Tacrolimus, Rapamycin)
4. Generelle cellegifte (fx methotrexat)
5. Mitosehæmmere (fx cyklofosfamid)

Juridisk grundlag

§ 56. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).

Stk. 2. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier og andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.

Transplantation fra levende personer

§ 52. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet biologisk materiale udtages i personens levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. Der kan dog ikke gives samtykke til, at der fra en person under 18 år udtages ikke-gendanneligt væv.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende fare for personen.

§ 54 Udtagelse af væv m.v. efter § 52 og § 53 må kun foretages af læger, der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil.

Transplantation fra afdøde personer

§ 53. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom. Det samme gælder, hvis personen mundtligt har udtalt sig for et sådant indgreb. Pårørende til afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste, må indgrebet ikke foretages.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har givet samtykke til indgrebet.

§54 Udtagelse af væv m.v. efter § 52 og § 53 må kun foretages af læger, der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil.

Stk. 2. Indgreb efter § 53 må ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har konstateret personens død.

Stk. 3. Indgreb efter § 53 må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion, medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for resultatet af undersøgelsen.

Historie

Transplantation vistes allerede for ca 100 år siden altid at lede til afstødning af det transplanterede. I 1940’erne viste Peter Medawar at afstødningen var genetisk bestemt, og at man kunne se accept af transplantat mellem eenæggede tvillinger eller mellem indavlede dyr (fx mus der har været bror-søster avlet i mere end 20 generationer). Det vistes også at afstødningen var en immunologisk reaktion, med det adaptive immunsystems kendetegn: høj grad af specificitet og hukommelse (memory) og dermed hurtigere afstødning efter 2. gangs udsættelse for samme donors væv. Afstødning skyldes manglende identitet (forligelighed) mellem donorens og recipientens vævstyper (det stærke vævstypesystem, MHC, hos mennesket kaldet HLA, hos musen H-2).

Links

• Sundhedsstyrelsen: Vejledning om blodtransfusion

Sidst opdateret 19. maj 2023