Sygdom hvor insulinfølsomheden er nedsat og ofte også insulinmængden i kroppen. Kaldes også for gammelmandssukkersyge. Det er en livsstilssygdom, fordi der er en klar sammenhæng mellem overvægt og type 2 diabetes.

Type 2 Diabetes Mellitus (T2D) eller gammelmandssukkersyge, er den mest udbredte form for sukkersyge der udgør 80% af alle tilfælde med diabetes. Navnet “gammelmandssukkersyge” hentyder til at sygdommen oftest debuterer relativt i en sen alder, selvom denne debutalder i de seneste år er faldet pga. dårligere livsstil. I Danmark har over 300.000 diagnosen T2D og cirka samme antal har sygdommen, uden at have fået diagnosen.

Betegnelsen “Sukkersyge” kommer af at koncentrationen af Glukose i blodet er forhøjet – en tilstand der kaldes for hyperglykæmi. Dette skyldes at kroppen ikke responderer korrekt på insulin – det hormon der skal holde blodsukkeret nede. Man taler også om insulinresistens eller en nedsat insulinfølsomhed i kroppens væv.

Insulin produceres i bugspytskirtlen i betaceller, der ligger i de langerhanske øer i bugspytskirtlen. Her frigives det direkte til blodet, hvorefter insulin kan udøve sin virkning i hele kroppen. Normalt er der en balance mellem den insulin bugspytskirtlen producerer og den insulin kroppen har behov for. Når en person bliver overvægtig eller generelt har en dårlig livsstil, stiger insulinbehovet. Det får bugspytskirtlen til at øge sin insulinproduktion. Hos en overvægtig person er der altså både et øget insulinbehov og en øget insulinproduktion, men der er normalt stadig balance mellem insulinproduktionen og insulinbehovet.

Personer med Type 1 Diabetes Mellitus har en autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret angriber betacellerne i bugspytskirtlen, så kroppen ikke selv kan producere insulin. Derved bliver insulinbehovet meget større end insulinproduktionen og blodsukkeret stiger fordi kroppen ikke har insulin til at sænke blodsukkeret.

Ved T2D er insulinbehovet steget så meget at bugspytskirtlen ikke længere kan følge med og producere nok insulin. Det betyder igen at insulinbehovet bliver højere end insulinproduktionen, og blodsukkeret stiger fordi der ikke er tilstrækkelig insulin. Det er værd at bemærke i den sammenhæng, at personer med T2D normalt ikke producerer mindre insulin end normalt. De producerer meget mere insulin end normalt, men det er bare ikke nok.

Forekomst

Cirka 20% af amerikanerne har type 2 diabetes og der er en stigning på 6% årligt.

Type II er i høj grad arvelig. Har man søskende eller forældre der har sygdommen, er ens livstidsrisiko 40%. Man diskuterer om dette er en genetisk eller social faktor.

Ætiologi

Type 2 diabetes er en form for sukkersyge, hvor insulinfølsomheden falder. Grundlæggende skyldes det altså ikke et fald i insulin pga. nedsat produktion, men at den insulin der er til stede ikke virker. Når det er sagt kan insulinproduktionen dog også falde ved type 2 diabetes. Når insulin ikke virker stiger blodsukkeret og glukose kan ikke komme ind i kroppens celler, fordi det kræver insulinfølsomme glukosetransportører.

Normalt er der balance i kroppen mellem den insulin der produceres (insulinsekretion) og det insulinbehov kroppen har (insulinresistens). Behovet for insulin er meget forskellig fra person til person – for normalvægtige er der et lille behov, mens der for overvægtige er et stort behov. Det er ikke et problem, så længe kroppen bare kan producere den mængde insulin den har brug for. Ved type I diabetes producerer kroppen ikke længere noget insulin og kan derfor ikke dække kroppens behov. Ved type II diabetes produceres der masser af insulin, men det er ikke nok til at dække kroppens behov. En del af behandlingen af type II diabetes er derfor også at ændre kroppens behov for insulin, f.eks. ved vægttab, så der igen kommer balance. Nogle lægemidler, f.eks. metformin eller glitazoner, virker også ved at regulere kroppens behov for insulin. Andre lægemidler, f.eks. sulfonylurinstof, virker ved at få kroppen til at producere mere insulin.

The unifying hypothesis

Nedenunder ses CT af abdomen ved henholdsvis normalt og type II diabetes. Som man ser er der en del fedtaflejringer ved type II diabetes. Dette fedt er metabolisk aktiv og fører til en stigning i frie fedtsyrer. Man mener dette fedt er en del af hovedårsagerne til udviklingen af type II diabetes – teorien kaldes the unifying hypothesis. Disse frie fedtsyrer er toksiske for betaceller (lipotoksicitet) og går til grunde efter længere tid med forhøjede værdier. Leveren anvender også en del af disse frie fedtsyrer til omdannelse til glukose ved glukoneogenese. Skeletmuskler anvender også frie fedtsyrer, og er der meget frie fedtsyrer holdes glukose ude af muskelcellen og derved stiger blodsukker.

Man kan sænke niveauerne af frie fedtsyrer ved en bedre kost, hvilket fører til et fald i blodglukose. Glitazoner sænker også niveauet af frie fedtsyrer.

I starten med de forhøjede glukoseværdier er man i et stadie der kaldes impaired glucose tolerance (GT), hvor blodsukkeret ikke er diabetisk. Når så niveauet af frie fedtsyrer stiger i kroppen, kommer der en kombineret effekt af lipotoxicitet og glukosetoxicitet, som i sidste ende ender med type II diabetes.

Diagnose

I gamle dage stillede man diagnosen sukkersyge ved at smage om urinen smagte sødt. Dengang kunne man nemlig ikke måle sukker i urinen. Ved sukkersyge kommer der sukker i urinen, fordi der ikke er nok insulin til at sænke blodsukkeret under 10 mM – den koncentration hvor nyren ikke længere kan reabsorbere alt sukkeret i urinen.

Diagnosen diabetes mellitus kan stilles på 2 måder:

• polyuri (stor vandladning), polydipsi (stor tørst) og uforklaret vægttab plus en tilfældigt målt plasmaglukose på over 11 mM. Med tilfældigt menes et tilfældigt tidspunkt på dagen uden relation til sidste måltid.
• Faste plasmaglukose koncentration over 7 mM svarende til en faste fuldblodsglukose på over 6,1 mM. Her defineres faste som intet kalorieindtag de forudgående minimum 8 timer.

Disse kriterier bekræftes ved gentagen test på en uafhængig dag. Blodprøven skal tages i armen og herefter centrifugeres så man måler plasmaværdien, dvs. det er en venøs plasmaværdi. Plasmaværdien kan variere i blodet alt afhængig af hvor det tages fra.

	Veneblod	Kapillærblod	Veneplasma	Kapillærplasma
Diabetes melitus fastende mM	≥6,1	≥6,1	≥7,0	≥7,0
2 timers værdi (OGTT)	≥10,0	≥11,1	≥11,1	≥12,2

HbA1c (sladderblodprøver) er en blodprøve der fortæller om man over længere tid på en dag går rundt med for højt blodsukker. HbA1c er en blodprøve der siden 2009 blev beskrevet som en ny diagnostisk markør for diabetes – og fra 2011 blev anvendt i Danmark som diagnostisk markør. Hb1Ac afspejler altså en glykæmisk kontrol, ca. 2-3 måneder tilbage i tiden, hvor et fasteblodsukker kun er et øjebliksbillede. En værdi af HbA1c på over 6,5 indikerer diabetes – denne grænse er fastlagt fordi der herunder ikke ses risiko for retinopati.

Hvis man både måler HbA1c og fasteglukose, er det den højeste værdi der bestemmer om man har diabetes eller ej.

Behandling

Behandling af type 2 diabetes er primært kostomlægning, vægttab og motion. Herudover kan antidiabetika anvendes.

Diabeteskost

Energiniveauet lægges ud fra kostregistrering. Hos overvægtige type 2 diabetikere kan energiindholdet i diæten beregnes som det beregnede behov minus 2500 kJ m.h.p. vægttab.

Energifordelingen bør være:

• Kulhydrater: 55 energiprocent (50-60)
• Fedt: 30 energiprocent (25-35)
• Protein: 15 energiprocent (10-20)

Medicin

Som medicin anvendes enten insulin eller antidiabetikum. Op til 50% med type 2 diabetes burde være i behandling med insulin. Der findes som antidiabetikum mange forskellige targets:

• Øgning af insulinfølsomhed, f.eks. Metformin (Glucophage, Orabet) og Glitazoner (Avandia, Actos)
• Øgning af insulinsekretion (SU-præparater), f.eks. Tolbutamid, Amaryl, NovoNorm, Diamicron, Mindiab, Glibenese, Daonil, Euglucon, Hexaglucon
• Forsinket glukose-optagelse fra tarm, f.eks. Glucobay
• Ændret set point for glykosuri, f.eks. SGLT 2 hæmmere som Forxiga

Behandlingsmål er:

• Faste blodglukose (hjemmemåling) < 6 mmol/l
• HbA1c (glykeret hæmoglobin) < 6,5 % ( < 7.0 %)
• Total kolesterol < 4.5 mmol/l
• Triglycerider < 2 mmol/l
• LDL kolesterol < 2.5 mmol/l (< 2.0 mM)
• HDL kolesterol > 1 mmol/l
• Blodtryk < 130/80
• Legemsvægt Normalvægt (Hos overvægtige mindst 10-15% reduktion)

Sulfonylurinstoffer

Eksempler på sulfonylurinstoffer er Amaryl, Diamicron, Daonil, Hexaglucon, Glibenese, Mindiab, Arcosal og Tolbutamid.

De virker ved at stimulere insulinsekretionen. De er anvendt gennem mange år. Man starter med laveste dosis og øger dosis med 1-2 ugers interval indtil terapeutisk mål er opnået. Der opnås intet ved at skifte fra et sulfonylurinstofpræparat til et andet. Behandlingseffekten er en sænkning af HbA1c på 1-2%. De vigtigste bivirkninger er hypoglykæmi og vægtøgning.

Amaryl og Diamicron har måske mindre effekt på de extrapancreatiske ATP følsomme Kalium-kanaler.

Biguanider

Biguanider er bl.a. Glucophage, Metformin og Orabet.

De virker ved at hæmme leverens glukoseproduktion, øge den perifære insulinfølsomhed, reducere appetitten og forebygge vægtstigning. Det er førstevalget til overvægtige type 2 diabetes patienter. Startdosis er 500 mg x 1 dagligt og der øges så med 500 mg pr. uge til maksimal dosis på 1000 mg x 2. Ved bivirkninger som kvalme, diarre og mavekneb reduceres dosis. Behandlingseffekt er en sænkning af HbA1c på 1-2%. Det er anvendt i over 30 år.

Thiazolidinedioner

Thiazolidinedioner er de eneste antidiabetika der direkte sænker insulinresistens. Eksempler er Rosiglitazone, Troglitazone og Pioglitazone. Pioglitazone er det eneste lægemiddel der stadig er godkendt i Danmark.

Thiazolidinedioner har følgende effekter:

• Sænkning af TNF-alfa
• Sænkning af Resistin
• Øget adipogenese
• Øget fedtsyreoptag i celler
• Øget lipogenese
• Øget glukoseoptag i celler

Disse effekter fører samlet set til en sænkning i indholdet af frie fedtsyrer i blodet og en nedsat insulinresistens. Dette giver en sænkning i blodglukose.

Links

• Farmakologisk behandling af type 2-diabetes (guideline)
• Insulinbehandling af patienter med type 2-diabetes (guideline)

Sidst opdateret 19. maj 2023